05/02-16 11:14; Opdateret: 05/02-16 16:47

LA jubler: Nu får vi en skatteombudsmandLA jubler: Nu får vi en skatteombudsmand

Folketingets Ombudsmand skal have en uafhængig skattelillesøster, som skal føre tilsyn med Skat.

Folketingets Præsidium har fredag givet sin støtte til, at en uafhængig skatteombudsmand etableres i tilknytning til Folketingets Ombudsmand.

Det oplyser Liberal Alliance, der står bag forslaget, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) siden har meldt ud, at han også bakker op.

Det skal være en uafhængig, specialiseret enhed under Folketingets Ombudsmand, som skal føre tilsyn med Skat.

Liberal Alliances skatteordfører, Merete Riisager, oplyser i en pressemeddelelse, at der var bred opbakning i Præsidiet, som er Folketingets formandskab.

- Det er ganske afgørende for os, at der er tale om en uafhængig myndighed. Der har været forslag om en intern kontrolfunktion i Skat, og det har vi simpelthen ikke kunnet tage seriøst, idet problemerne i Skat er så massive, siger Riisager i pressemeddelelsen.

- Vi tror ikke på, at Skat kan finde ud af at kontrollere sig selv. Derfor er det en stor sejr for os med en skatteombudsmand i regi af Folketingets Ombudsmand.

Folketingets Ombudsmand og skatteministeren mødes i de kommende uger for at udforme funktionen af den nye Ombudsmand.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) glæder sig over, at der nu sker en oprustning på skatteområdet.

- Det er ganske få institutioner i Danmark, som nyder så stor respekt som Ombudsmanden. Det vil skabe større tryghed for borgerne i mødet med skattesystemet – og i sidste ende være med til at øge tilliden til hele skattesystemet, siger Karsten Lauritzen i en skriftelig kommentar.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress