Af Ritzau - 22/09-16 14:08; Opdateret: 22/09-16 19:27

Fotograf alarmerede PET og Nets om tys-tys-kildeFotograf alarmerede PET og Nets om tys-tys-kilde

En fotograf på Se og Hør fik betænkeligheder over samarbejde med tys-tys-kilde og gik til både PET og Nets.

Når man som ansat på Se og Hør jagtede kendte mennesker, skete det jævnligt, at de slap væk. I sådanne tilfælde var det belejligt at have en kilde hos selskabet Nets, der kunne spore de kendtes brug af kreditkort.

Det erfarede freelancefotografen Michael Medgyesi i vinteren 2008. Her blev han sammen med en journalist sendt til Sydfrankrig i jagten på Stein Baggers hustru, Anette Uttenthal. I de dage var skandalen om It Factorys kollaps på sit højeste.

Allerede i flyet fra København fandt Michael Medgyesi det påfaldende, at Se og Hør-folkene havde formået at booke billet til samme afgang som Baggers kone. Hvordan det var muligt, vidste han ikke.

- Men det var ikke tilfældigt, sagde han torsdag i Retten i Glostrup, da han var indkaldt som vidne i den såkaldte Se og Hør-sag.

Endnu mere underligt blev det ifølge fotografen efter ankomsten til Nice. Her mistede parret fra Se og Hør Anette Uttenthal af syne. De var på bar bund - indtil journalisten pludselig fik et opkald hjemme fra København.

- Vi fik at vide, at hun (Anette Uttenthal, red.) havde brugt sit mastercard på et hotel i Monaco en halv time før, husker fotografen om episoden.

På den baggrund satte de straks kurs mod hotellet. Og et par dage senere kunne man på Se og Hørs forside læse om "Stein Baggers kone i Monaco. FRANSK LUKSUS".

I retten fortæller Michael Medgyesi, at samarbejdet med kreditkortkilden efter hans mening var forkert. Dels etisk. Men også sikkerhedsmæssigt, da de fortrolige oplysninger efter hans opfattelse kunne havne endnu værre steder end hos Se og Hør.

- Det er en unfair måde at gøre tingene på. Folk bliver chanceløse. Jeg havde moralske indvendinger. Hvis man kan tjekke Janni (Spies, red.), så kan man sikkert også tjekke andre folk - for eksempel statsministeren, sagde fotografen.

I 2012 fik bekymringen vidnet til at rette henvendelse til Politiets Efterretningstjeneste (PET). Et efterfølgende møde med to PET-folk førte dog tilsyneladende ikke noget med sig.

- Jeg kunne mærke, at der ikke rigtig skete noget, så jeg prøvede Nets i stedet for, sagde Michael Medgyesi med henvisning til en mail, han sendte til selskabet i 2013.

Både PET og Nets har siden bekræftet henvendelserne fra Medgyesi.

Men i PET droppede man "på grund af oplysningernes karakter ... og omstændighederne i tilknytning til personens henvendelse" at gå videre med sagen, mens man i Nets efter eget udsagn undersøgte advarslen uden resultat.

Der skulle således gå endnu et år, før foretagendet blev bremset. Det skete, da journalisten Ken B. Rasmussen skrev bogen "Livet, det forbandede", der beskrev Se og Hørs samarbejde med den hemmelige kilde.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress