Af Ritzau - 12/10-16 07:44; Opdateret: 12/10-16 09:11

DF tøver med at bekæmpe radikalisering med udsattes pengeDF tøver med at bekæmpe radikalisering med udsattes penge

Regeringen lægger op til at bruge midler fra satspuljen på at bekæmpe parallelsamfund. DF og S er skeptiske.

storybild

Karin Nødgaard (i midten), der er DF's socialordfører, frygter, at regeringen tager for mange af de socialt udsattes penge til kampen mod antiradikalisering. Men kvinder hjælp til kvinder, der er underlagt social kontrol, kan godt høre ind under satspuljens formål, understreger hun. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Bjarne Luthcke)

Social kontrol, radikalisering og religiøs tvang skal bekæmpes med 250 millioner kroner over fire år, lyder et forslag fra regeringen forud for satspuljeforhandlingerne, der starter onsdag.

Dansk Folkeparti stiller sig dog før forhandlingerne skeptisk over for forslaget.

Ikke på grund af det konkrete indhold. Men fordi partiet frygter, at regeringen vil tage penge, der egentlig er tiltænkt de svageste, og bruge dem på andre formål.

Det forklarer socialordfører Karin Nødgaard (DF).

- Det er meget vigtigt, at man har fokus på, hvem puljen er tiltænkt, nemlig de udsatte grupper i det danske samfund. Det er dem, der har bidraget til puljen, og derfor er det også vigtigt, at det er dem, der får glæde af den, siger hun.

Samme budskab lyder fra Socialdemokraternes Ane Halsboe-Jørgensen:

- Det er vigtige indsatser, men jeg så hellere, at det blev finanslovsfinansieret, så satspuljemidlerne i højere grad kunne bruges til for eksempel børn og unge, der mistrives og er psykisk sårbare.

Hvert år fordeler politikerne omkring en milliard kroner i satspuljemidler.

Pengene stammer fra en aftale tilbage fra 1990, hvor politikerne blev enige om at lade ydelser som pension og kontanthjælp stige langsommere end lønningerne.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har tidligere fortalt Ritzau, at regeringens forslag blandt andet handler om at gøre det lettere at få hjælp til at flygte fra undertrykkelse.

Karin Nødgaard understreger, at sådanne formål efter DF's mening godt kan høre ind under satspuljen. Men DF mener, at det beløb, regeringen lægger op til at bruge, virker højt.

I 2014 blev der afsat 60,9 millioner kroner af satspuljemidlerne til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Ane Halsboe-Jørgensen forklarer, at det handler om at have fokus på socialt udsatte.

- Der er også unge i de miljøer, der hører under den gruppe. Men man kan ikke bare sige, at en hel antiradikaliseringspakke per automatik hører under satspuljen, siger hun.

SF's socialordfører Trine Torp er på samme linje:

- Vi bliver nødt til at holde fokus på, hvilke grupper de her penge er tiltænkt, for satspuljemidlerne skal ikke fungere som en "buffer", som man kan bruge af, når man ikke lige orker at finde finansieringen andre steder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress