Af Ritzau - 18/06-16 21:19; Opdateret: 18/06-16 21:40

USA-støttet styrke er ved at indtage vigtig syrisk byUSA-støttet styrke er ved at indtage vigtig syrisk by

Arabisk-kurdisk styrke har kæmpet sig hele vejen frem til indfaldsveje i Manbij, som kontrolleres af IS.

Amerikanskstøttede styrker i Syrien rykker lørdag frem og står kun et par kilometer fra centeret af den strategisk vigtige by Manbij, som kontrolleres af Islamisk Stat.

Den arabisk-kurdiske styrke, som støttes af USA, har under en offensiv afskåret alle veje ind og ud af den syriske by. Det er første gang, at det er lykkedes styrken at kæmpe sig hele vejen frem de vestlige indfaldsveje, siger kilder i de amerikanskstøttede styrker.

Kilderne siger, at de vestligtstøttede styrker, som omfatter arabiske militser i Syriens Demokratiske Alliance (SDF) og den magtfulde kurdiske YPG-milits, er omkring to kilometer fra byens centrum.

Siden begyndelsen på offensiven mod Islamisk Stat i Manbij sidst i maj har SDF vundet kontrol over snesevis af landsbyer og landejendomme i området. Men styrken har været tilbageholdende med at gå til angreb på selve byen, da tusindvis af civile er fanget der.

Manbij er ifølge amerikanske militærkilder ekstremisternes sidste kanal, hvorfra der bliver fragtet mandskab og udstyr fra Tyrkiet til Syrien. USA siger, at op mod 40.000 civile er underlagt Islamisk Stat i Manbij.

- Hvis offensiven bliver en succes, vil op til 40.000 civile blive befriet fra Islamisk Stats kontrol, sagde en talsmand for militæret i den første briefing om operationen i begyndelsen af juni.

- Den amerikanskstøttede styrke udgøres af omkring 3000 syriske arabiske krigere, hvilket er 85 procent af den samlede styrke, sagde oberst Patrick Ryder, som er talsmand for det amerikanske militærs Centralkommando.

De kurdiske styrker, som spiller en hovedrolle i bekæmpelsen af Islamisk Stat, er kilde til diplomatiske spændinger mellem Tyrkiet og den USA-ledede koalition mod IS.

Præsident Barack Obama har givet bemyndigelse til, at der sendes adskillige hundrede specialsoldater til Syrien, hvoraf nogle er indsat som rådgivere for de moderate oprørere.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress