07/03-16 14:33

To unge fra Aarhus fængslet for databedrageri på nettetTo unge fra Aarhus fængslet for databedrageri på nettet

Sag om databedrageri kan vokse sig stor. Politiet venter at pågribe flere gerningsmænd. Foreløbig to fængslede

To unge mænd fra aarhusområdet er blevet varetægtsfængslet i en ny sag om databedrageri på internettet.

De to mænd, der er 22 og 25 år, er de første anholdte i sagen, som kan vokse sig stor.

Politiet venter flere anholdelser, siger fungerende politikommissær Nicki Stylsvig Pedersen fra afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Østjyllands Politi.

Mændene nægter sig skyldige, men ingen af dem kærede afgørelsen om varetægtsfængsling, da de i weekenden var for en dommer i Retten i Aarhus.

Mændene blev fængslet med henvisning til, at de kunne påvirke andre, hvis de var på fri fod.

- Vi formoder, at der er flere medgerningsmænd på fri fod, siger Nicki Stylsvig Pedersen til Ritzau.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og derfor er det sparsomt med oplysninger om den kriminalitet, som politiet mener, at mændene har gjort sig skyldige i.

Ifølge Nicki Stylsvig Pedersen er sigtelsen mod de to mænd, som politiet foreløbig har fået fat på, databedrageri, subsidiært hæleri.

De to unge skal foreløbig sidde varetægtsfængslet indtil 1. april.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress