Af Ritzau - 28/10-16 17:04

Brandudsalg skærer milliarder af Novos markedsværdiBrandudsalg skærer milliarder af Novos markedsværdi

Novo Nordisk blev ikke mindre end 107 milliarder kroner mindre værd fredag efter en voldsom skuffelse.

Fredag blev en af de værste dage i Novo Nordisk-aktiens historie. Investorerne løb mod udgangen og værdien af den tidligere børsdarling blev rundbarberet.

Status, da børsen i København lukkede, var et kursfald på 15 procent til 237,5 kroner. Dermed blev Novo Nordisk 107 milliarder kroner mindre værd på en enkelt dag.

Novo Nordisk, der længe red på en bølge af optimisme og solide resultater, har været i defensiven i over et år.

I august 2015 toppede aktien i kurs 410,7 kroner. Siden da er selskabet blevet markante 445 milliarder kroner mindre værd.

Fredagens fald var det næststørste i selskabets historie, kun overgået af et fald på 21,4 procent i april 2002 efter en overraskende nedjustering.

Det var også en nedjustering, der denne fredag i oktober var årsagen til de drøje kurshug.

Trods pres året igennem havde Novo Nordisk lovet sine aktionærer, at overskuddet vil vokse med 10 procent om året.

Men det svært lukrative amerikanske marked er ikke den overskudsskabende kombination af flere diabetikere og stigende priser, som det har været.

Der er prispres, og det betyder, at Novo Nordisk fredag måtte æde sin ord om væksten i sig. Fra nu af står den kun på en vækst på fem procent om året.

- Vi har revurderet vores langsigtede mål for væksten i resultat af primær drift og vores forsknings- og udviklingsstrategi i lyset af den udfordrende markedssituation i USA, skrev afgående direktør Lars Rebien Sørensen i regnskabet.

Novo Nordisk har længe været en sand børsdarling, elsket af private såvel som institutionelle investorer.

Men det var anden gang på et år, at Novo Nordisk måtte give sine forvente investorer en lang næse, og det kostede på tilliden til selskabet.

- Novo står over for en helt anden virkelighed, end man har befundet sig i tidligere.

- Man har været vant til en indtjeningsvækst på 15 procent, som blev justeret ned til 10 procent tilbage i februar, og nu er forventninger så røget yderligere ned med fem procent.

- Aktiekursen afspejler troen på den fremtidige indtjening, og så skal prisen på aktien jo ned, sagde Novo Nordisk-analytiker ved Sydbank Søren Løntoft Hansen tidligere fredag til Ritzau.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress