Af Ritzau - 23/05-16 09:09; Opdateret: 23/05-16 10:26

Enhedslisten vil ændre reglerne for efterlønnens afløserEnhedslisten vil ændre reglerne for efterlønnens afløser

Et brev fra beskæftigelsesministeren om at leve op til reglerne for seniorførtidspension er ikke nok.

En venlig påmindelse løser intet, lyder det fra beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) om seniorførtidspension, som færre end forudset modtager.

Det lave antal, som modtager ydelsen, har fået beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til at sende et brev til kommunerne for at sikre sig, at de kender til muligheden og informerer borgerne om den.

Men det løser intet at sætte en ministerunderskrift på et brev, lyder det.

- For at få en seniorførtidspension er kravene lige så stramme som for at få en førtidspension, og der blev strammet gevaldigt op, da Mette Frederiksen (S) var beskæftigelsesminister, siger Finn Sørensen.

Seniorførtidspensionen blev indført for de mest nedslidte ældre i kølvandet på beslutningen om at hæve pensionsalderen og udfase efterlønnen.

Kun 427 personer har fået tilkendt den særlige pension, der er tænkt som en ydelse, som skal være hurtigere og mere enkel at få end den almindelige førtidspension.

Når folketingspolitikerne mandag klokken ti trisser ind i salen, skal de stemme om et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som kræver, at regeringen lemper kravene for at få tildelt seniorførtidspension.

Knap 90 procent af dem, der søger, får seniorførtidspension, og derfor mener regeringen, at en lovændring er den forkerte vej at gå.

Gigtforeningen er på linje med, at kravene til seniorførtidspension er for skrappe.

- Problemet er ikke, at seniorførtidspension er ukendt. Problemet er, at kravene til at få seniorførtidspension er så skrappe, at næsten ingen kan opfylde dem, siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, i en kommentar.

Forslaget fra Enhedslisten ventes ikke vedtaget.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress