Af Ritzau - 31/08-16 12:38; Opdateret: 31/08-16 15:55

Længe ventede pædagogtal kaldes ubrugeligeLænge ventede pædagogtal kaldes ubrugelige

Bestilt opgørelse, der skal sammenligne antallet af pædagoger i kommunerne, bliver afvist af fagforeninger.

I tre år har politiske aktører ventet en opgørelse, der kan give et sammenligneligt overblik over antallet af børn per pædagog i landets daginstitutioner.

Opgørelsen udkom onsdag og er bestilt af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og lavet af Danmarks Statistik. Men opgørelsen er langt fra det, som fagforeningerne FOA og Bupl havde håbet på.

- Vi har ventet næsten tre år på at få en valid og troværdig normeringsopgørelse, men den, der nu er kommet, er fuldstændig ubrugelig. Det er en ommer, siger sektorformand i FOA Mogens Bech Madsen.

Det var den daværende S-R-SF regering, der i 2013 skrev ind i finansloven, at der skulle laves en opgørelse, som kunne bruges i en politisk diskussion om minimumnormeringer i daginstitutioner.

Men ifølge FOA og Bupl er der så store udsving i indberetningerne fra kommunerne, at tallene ikke kan sammenlignes. Eksempelvis fremgår det af opgørelsen, at der skulle være 21 børn per dagplejer i Fredensborg Kommune.

- Det passer naturligvis ikke og ville i øvrigt også være ulovligt, lyder det fra Mogens Bech Madsen.

I Bupl håber man dog fortsat på, at man kan få en opgørelse, der giver et retvisende billede.

- Ideen med at udarbejde tallene er rigtig god, da vi ved, at der er stor forskel på normeringen i de enkelte kommuner. Derfor forventer jeg, at man nu vil rette op på tallene, så de kan bruges i praksis. Ellers er arbejdet jo spildt, siger formand Elisa Bergmann.

Danmarks Statistik, der har foretaget opgørelsen, erkender, at der er fejl, men vil ikke kommentere, om undersøgelsen er decideret ubrugelig.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes de fejl, der kan være, forkerte registreringer på en række kontonumre i kommunerne, som man har brugt til at trække data.

Man vil nu gøre en indsats for at rette tallene.

- Noget af det første, som vi vil gå i gang med, er at tage kontakt til systemleverandører, ministeriet og kommunerne, for at undersøge det, der skal ændres i registreringspraksis, så tallene kan blive retvisende, siger vicekontorchef i Danmarks Statistik Christian Vittrup.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har først set opgørelsen onsdag, og her undrer man sig også over tallene. Derfor har man nu bedt Danmarks Statistik om en forklaring.

SF vil samtidig stille spørgsmål til ministeren for at få en forklaring på fejlene i beregningerne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress