23/01-16 16:34

VM-sølvvinder gør fremskridt efter nat i komaVM-sølvvinder gør fremskridt efter nat i koma

Adriano Malori pådrog sig hovedskader i et massestyrt på 5. etape af Tour de San Luis.

Cykelrytteren Adriano Malori meldes i bedring efter sit voldsomme styrt i etapeløbet Tour de San Luis.

Movistar-rytteren styrtede i høj fart på fredagens etape og pådrog sig alvorlige hovedskader, og derfor valgte lægerne på hospitalet i San Luis efterfølgende at lægge ham i kunstig koma.

- Adriano havde en god nat. Hans tilstand er stabil, og han viser tegn på fremskridt. Senere på dagen skal han igennem yderligere undersøgelser, skriver Movistar på holdets hjemmeside.

VM-sølvvinderen i enkeltstart var rodet ind i et massestyrt, der involverede omkring 40 ryttere.

Flere andre ryttere måtte have lægebehandling efter afslutningen på etapen, men det gik altså værst ud over Malori, der ud over hovedskaderne også brækkede kravebenet.

Tour de San Luis fortsætter med den formentlig afgørende bjergetape lørdag aften. Chris Anker Sørensen (Fortuneo-Vital) og Jesper Hansen (Tinkoff) er de to eneste danske ryttere, der er til start.

Sørensens argentinske holdkammerat Eduardo Sepúlveda går ind til sjette etape som førende i det samlede klassement.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress