Af Ritzau - 10/08-16 05:30; Opdateret: 10/08-16 08:33

Kommentator: I DF's øjne er hver flygtning Løkkes fejlKommentator: I DF's øjne er hver flygtning Løkkes fejl

En stor del af Dansk Folkepartis bagland kritiserer statsministerens asylpolitik i en ny rundspørge.

storybild

Regeringen skal indføre et totalt stop for asylansøgere, hvis DF skal støtte regeringen, mener seks ud af ti DF-medlemmer i en rundspørge fra Voxmeter/Ritzau. (Billede: Scanpix/Bax Lindhardt)

Så længe asylansøgere kommer til Danmark, er regeringen ikke sit ansvar voksent. Sådan synes holdningen at være i store dele af Dansk Folkepartis bagland.

Et flertal af DF's partisoldater svarer i en dugfrisk rundspørge, at DF bør vælte regeringen, hvis den ikke leverer et asylstop i forbindelse med efterårets forhandlinger.

Den skrappe kurs i baglandet falder helt i tråd med Dansk Folkepartis profil, forklarer politisk kommentator og chefredaktør på Fyens Stiftstidende Troels Mylenberg.

- Dansk Folkepartis bagland og Dansk Folkeparti i det hele taget vil have stramninger, og de vil have flere, end de har fået. Og når de har fået dem, vil de have endnu flere, siger han.

- Hver gang flygtninge kommer hertil, hver gang der er terror i Europa, der har islamistisk karakter, hver gang vi oplever radikalisering eller trusler om det - så har Løkke fejlet i DF'ernes øjne. Fordi det er ham, der har magten. Og han burde gøre mere, siger han.

I alt 350 lokalformænd og medlemmer af regions- og byråd er blevet spurgt i Ritzaus rundspørge. 97 har svaret. Dermed er målingen ikke repræsentativ, men den tegner et billede af stemningen i DF's bagland.

Blandt andet svarer 64, at Lars Løkke Rasmussen (V) mangler viljen til "at forsvare Danmark mod en islamisk indvandring, der truer vores fremtid". Kun tre personer er uenige i udsagnet, der kommer fra DF's mangeårige medlem Søren Krarup.

Godt hver tredje af DF'erne i undersøgelsen har større tillid til, at Socialdemokraterne med Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen i spidsen kan gennemføre Dansk Folkepartis politik - frem for Venstre.

En tredjedel har ikke større tillid til Socialdemokraterne, mens en tredjedel svarer "ved ikke".

Det er et udtryk for, at Dansk Folkeparti har placeret sig mellem Socialdemokraterne og Venstre og rekrutterer vælgere fra begge lejre, forklarer Troels Mylenberg.

- Jeg tror godt, at DF's ledelse kan se sig selv samarbejde med begge sider. De har altid været dygtige til at slå fast, at det handler om, hvilken politik man får igennem.

- Det er et handelsparti, som jo ser politik som "noget for noget". Svarene i denne undersøgelse gør, at man kan forestille sig, at Dansk Folkeparti eksempelvis ender med at æde nogle topskattelettelser, hvis de til gengæld får et asylstop, siger Troels Mylenberg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress