Af Ritzau - 26/09-16 12:23

Danmark har nu modtaget 5000 asylansøgere i årDanmark har nu modtaget 5000 asylansøgere i år

Der er kommet færre asylansøgere til Danmark i år, end regeringen oprindeligt regnede med. Boliger står tomme.

I den seneste uge har 54 personer søgt asyl i Danmark. Dermed er det samlede asyltal for 2016 nu oppe på 5040 personer.

Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Det er tiende uge i træk, at antallet af asylansøgere ligger under 100. Og det er et billede på, at der kommer færre asylansøgere, end regeringen oprindeligt havde ventet.

Sidste år dukkede mere end 21.000 asylansøgere op ved grænserne. På den baggrund havde regeringen kalkuleret med, at der kunne komme hele 25.000 asylansøgere i 2016. Men på baggrund af udviklingen er det tal nu nedjusteret til 7500 for hele året.

Derfor har Udlændingestyrelsen lukket en række teltlejre, der stod klar til at huse flygtninge, som altså ikke ser ud til at dukke op. På samme måde er kapaciteten i en række asylcentre også reduceret.

Det lavere asyltal betyder til gengæld, at mange boliger står tomme rundt omkring i kommunerne. Boligerne er reserverede til flygtninge, der aldrig er kommet. Berlingske skriver mandag, at de tomme boliger koster kommunekasserne mange millioner kroner.

Det skyldes, at reglerne om boligstøtte er blevet ændret, så kommunerne ikke længere kan få refusion for deres udgifter til tomgangsleje i midlertidige boliger.

KL beder i et brev til integrationsminister Inger Støjberg (V) om, at reglerne for refusion tilbagerulles, så kommunerne kan få deres udgifter dækket. KL ønsker også at indsætte andre beboere i de tomme boliger.

Men ministeren er ikke enig med kommunerne i, at der skulle være merudgifter, fordi der kommer færre flygtninge.

- Derudover så er de udgifter, kommunerne har til boliger, som ikke skal bruges lige nu, marginale i forhold til det store regnestykke, siger Inger Støjberg til Berlingske.

- Her tænker jeg ikke mindst på, at regeringen i forbindelse med topartsaftalen med KL tilførte kommunerne godt en milliard kroner.

Ministeren henviser til, at integrationstilskuddet også blev hævet med 225 millioner kroner. Penge som ikke bliver taget tilbage, selv om flygtningetallet ikke er så højt som ventet.

De ugentlige asyltal stammer fra politiets it-system og er forbundet med usikkerhed, fordi der løbende sker efterregistreringer.

Den midlertidige grænsekontrol trådte i kraft 4. januar og løber foreløbig frem til 12. november.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress