Af Ritzau - 26/11-16 22:15

Trump kalder omtælling i Wisconsin for et fupnummerTrump kalder omtælling i Wisconsin for et fupnummer

Det giver slet ingen mening at begynde at tælle stemmer fra præsidentvalget igen, mener Donald Trump.

Der er tale om et decideret fupnummer, når den amerikanske politiker Jill Stein kæmper for en omtælling af stemmerne i en række delstater efter præsidentvalget 8. november.

Det mener vinderen af valget, Donald Trump. Han kan slet ikke forstå, hvorfor Stein, der stillede op for Det Grønne Parti, samler penge ind til formålet.

- Dette er et fupnummer af Det Grønne Parti i forbindelse med et valg, der allerede er blevet afgjort. Resultaterne af dette valg burde blive respekteret i stedet for at blive udfordret og misbrugt, hvilket er præcist det, som Jill Stein gør, skriver Trump i en pressemeddelelse.

- Omtællingen er bare en måde, hvor Jill Stein, der modtog mindre end en procent af det samlede antal stemmer og ikke engang var på stemmesedlen i mange stater, kan fylde sine lommer med penge, som hun ikke engang kommer til at bruge størstedelen af på denne åndssvage omtælling.

Valgmyndighederne i delstaten Wisconsin har efter anmodning fra Stein besluttet, at der skal gennemføres en genoptælling. Trump fik flest stemmer i staten.

Jill Stein vil efter eget udsagn teste integriteten af det amerikanske valgsystem med manøvren. På Twitter skriver hun lørdag, at hun vil gå efter en omtælling i alle de delstater, hvor det ikke er for sent at anmode om det.

Stein forsøger at indsamle syv millioner dollar til at dække omkostningerne ved omtællingerne. Indtil videre har hun ifølge sin hjemmeside indsamlet 5,8 millioner dollar.

Hillary Clinton, der kæmpede mod Trump ved valget, vil sende folk fra sin kampagne til Wisconsin for at overvære proceduren. Det fortæller Clinton-kampagnens juridiske rådgiver, Marc Elias.

Clinton havde ellers ikke tænkt sig at gå efter en ny gennemgang af stemmesedlerne.

- Men nu hvor der skal være en omtælling i Wisconsin, så regner vi med at deltage for at sikre, at processen foregår på en retfærdig måde for alle parter, siger Elias.

Hillary Clinton fik ved valget over to millioner flere stemmer end Donald Trump, som dog sikrede sig flest af de såkaldte valgmænd.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress