Af Ritzau - 07/06-16 08:10

Kvist og Ankersen starter inde mod BulgarienKvist og Ankersen starter inde mod Bulgarien

William Kvist og Peter Ankersen er med i startopstillingen i landsholdets sidste opgør ved Kirin Cup.

Landstræner Åge Hareide har to ændringer i startopstillingen til tirsdagens opgør mod Bulgarien i Kirin Cup.

I forhold til fredagens opgør mod Bosnien overtager William Kvist en af pladserne på den centrale midtbane fra klubkammeraten Thomas Delaney fra FC København, mens Peter Ankersen skal testes som højre wingback i stedet for Henrik Dalsgaard.

Bortset fra de to ændringer har Hareide givet genvalg til det hold, der begyndte stærkt mod Bosnien.

Danmark førte 2-0 ved pausen på scoringer fra Simon Kjær og Viktor Fischer, men i anden halvleg nettede bosnierne to gange. Det endte til sidst med et dansk nederlag fra straffesparkspletten.

Målet vogtes af Kasper Schmeichel med Simon Kjær, Andreas Christensen og Jannik Vestergaard i midterforsvaret.

Den centrale midtbane består af Kvist, Pierre-Emile Højbjerg og Christian Eriksen med Peter Ankersen og Riza Durmisi på kanterne.

I angrebet skal Morten "Duncan" Rasmussen og Viktor Fischer score målene.

Kampen mod Bulgarien spilles klokken ni morgen dansk tid.

Landsholdets startopstilling til kampen mod Bulgarien ved Kirin Cup: (3-5-2): Kasper Schmeichel - Simon Kjær, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard - Peter Ankersen, Pierre-Emile Højbjerg, William Kvist, Christian Eriksen, Riza Durmisi - Viktor Fischer, Morten "Duncan" Rasmussen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress