20/01-16 04:15

Socialdemokraterne ønsker åbne flygtningelandsbyerSocialdemokraterne ønsker åbne flygtningelandsbyer

Socialdemokraterne vil have flygtningelandsbyer, der integrerer flygtninge i skoler og på arbejdspladser.

Selv om de to største partier i dansk politik onsdag vil presse regeringen til at udarbejde rammer for flygtningelandsbyer, er de stadig dybt uenige om, hvordan landsbyerne skal se ud.

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil sammen med De Konservative bede regeringen foretage en undersøgelse af effekterne ved flygtningelandsbyer inden 1. marts.

Undersøgelsen skal udgøre et beslutningsgrundlag for at indføre flygtningelandsbyer.

Men mens flygtningelandsbyerne for Dansk Folkeparti handler om at isolere flygtningene fra samfundet, indtil de kan sendes hjem igen, handler det for Socialdemokraterne om at aflaste kommunerne, mens man integrerer flygtningene.

- Det er meget vigtigt for os, at flygtningelandsbyer ikke bliver et sted, hvor folk bliver isoleret, siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, til Ritzau.

- Vi mener, at flygtningebørn skal have en ordentlig skolegang, og folk skal have lov til at arbejde uden for centrene. Det skal i det hele taget være ordentlige og gode forhold, man bor under, siger han.

Dermed er forespørgslen ikke et tegn på, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er blevet enige om, hvordan flygtningelandsbyer skal se ud.

- Det er klart, at der er uenighed mellem os og Dansk Folkeparti om, hvordan flygtningelandsbyer skal se ud. DF ønsker, at de her lejre skal isoleres. Vi mener, at der skal ske en integration, siger Dan Jørgensen.

- Vi mener, at mennesker skal arbejde. Det er en god idé, at flygtninge arbejder og betaler skat i stedet for at være på overførselsindkomst, siger han.

Dan Jørgensen ser frem til, at regeringen med alt sandsynlighed onsdag bliver sat til at udarbejde et grundlag for flygtningelandsbyerne.

- Jeg synes, at regeringen må give efter for presset, og vi må få tilvejebragt et ordentligt grundlag og sige mere præcist, hvordan det skal se ud.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress