Af Ritzau - 05/10-16 18:38

Boligejere kan ende i gældsfælde med indefrysning af skatBoligejere kan ende i gældsfælde med indefrysning af skat

Økonom råder boligejere til kun at indefryse boligskat, hvis ikke de har penge stående i banken.

Skulle der opstå meget store udsving i priserne på det danske boligmarked efter 2020, er indefrysning af boligskatten noget, der ultimativt kan gældsætte danskere.

I et nyt boligudspil fra regeringen lægges der op til, at boligskatten fremover skal følge den generelle lønudvikling.

Stiger værdien af boligen langt mere end lønudviklingen, vil regeringen give boligejerne mulighed for, at de kan fastfryse en del af skatten - den del der ligger over den generelle lønudvikling i samfundet.

Fastfrysning af skatten i boligen svarer til et lån i boligen, som potentielt kan være risikabelt, hvis boligpriserne tager sig en rutsjetur.

Ifølge cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank, er der nemlig en risiko for, at man kan blive teknisk insolvent.

- Så vil man sagtens kunne komme i den situation, at man har indefrosset så meget skat, at man skylder mere i huset, end det er værd, efter at prisen er faldet, siger han.

Situationen opstår dog kun, hvis en periode med kraftige prisstigninger efterfølges af store prisfald på boligmarkedet. Men det er ikke utænkeligt.

- Det er sket før og kan selvfølgelig ske igen, siger Las Olsen.

Han påpeger også, at det ikke nødvendigvis er klogest at indefryse sin skat, da der løber renter på lånet.

- Man skal jo betale rente af det beløb, man indefryser. Det er godt nok en lav rente og vil ofte være attraktivt at gøre. Men hvis man i øvrigt ikke har en gæld, er det fjollet at indfryse og samtidig have en masse penge stående i banken, siger han.

Regeringens udspil omhandler et nyt system for ejendomsvurderinger og boligskat, der skal træde i kraft i 2021.

Regeringen vil fastlåse både ejendomsværdiskatten og grundskylden ud fra en bestemt procentdel af boligens værdi, så skatten stiger med boligprisen.

Stiger værdien mere end lønningerne, indefryses den overskydende del af skatten. Den skal betales, når man sælger boligen.

Frem til 2021 vil regeringen også give nuværende boligejere en skatterabat, så deres boligskat ikke stiger, før de engang selv vælger at flytte til en ny bolig efter 2021.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress