14/03-16 10:26

Lavrov: Rusland tager Palmyra og USA tager RaqqaLavrov: Rusland tager Palmyra og USA tager Raqqa

Amerikanerne foreslog på et tidspunkt en "arbejdsopdeling" i Syrien, siger Ruslands udenrigsminister.

USA har foreslået, at russiske luftangreb i Syrien fokuseres mod Islamisk Stat (IS) i Palmyra, og at Rusland samtidig støtter den amerikanskledede koalitions kamp for vinde kontrol over byen Raqqa, hvor den militante gruppe har sin hovedbase.

Det fortæller Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

- Vi er parate til at koordinere vores operationer med amerikanerne, fordi Raqqa ligger i den østlige del af Syrien, hvor den amerikanske koalition opererer mest, siger Lavrov ifølge nyhedsbureauet Interfax i et tv-interview med Ren-TV.

- Måske er det ingen hemmelighed, hvis jeg siger, at amerikanerne på et vist tidspunkt foreslog en "arbejdsopdeling": Det russiske luftvåben skulle ifølge forslaget koncentrere sig om befrielsen af Palmyra, mens den amerikanske koalition med russisk støtte skulle fokusere på befrielsen af Raqqa.

Den amerikanskledede koalition har som et erklæret mål at få Islamisk Stats kontrol med højborgene i Raqqa i Syrien og Mosul i Irak til at kollapse på vejen frem mod den endelige udslettelse af ekstremisterne.

Islamisk Stat indtog Raqqa i august i 2014. Byen er administrativt centrum og base for et større antal af bevægelsens jihadister.

Den USA-allierede kurdiske milits YPG kæmper også mod Islamisk Stat i Raqqa-provinsen. Sidste år vandt den kurdiske enhed terræn fra provinsens nordøstlige hjørne med hjælp fra amerikanskledede luftangreb.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress