Af Ritzau - 21/04-16 01:41

Politiet bruger tåregas mod stenkastende fans i BrøndbyPolitiet bruger tåregas mod stenkastende fans i Brøndby

Pokalkamp mellem Brøndby og FC København blev afviklet uden problemer, men det ændrede sig efter slutfløjtet.

Fem betjente er blevet behandlet på skadestuen, efter at de blev ramt af kasteskyts efter pokalkampen mellem Brøndby og FC København onsdag aften på Brøndby Stadion.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- En fan-gruppering forsøgte at nå over til tilhængerne fra det modsatte hold ved at forcere den spærring, politiet havde etableret.

- For at stoppe personerne, og fordi der blev kastet sten mod betjentene, valgte politiet at gøre brug af tåregas. I alt fem betjente blev ramt af kasteskyts og er nu på skadestuen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ingen af betjentene er kommet alvorligt til skade.

Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi kunne ved midnatstid ikke oplyse, hvilken fangruppering, de aggressive tilhængere kommer fra.

Politiet vil nu med hjælp fra blandt andet overvågningsbilleder forsøge at finde frem til de personer, der stod bag stenkast.

- Hvis folk vælger at angribe politiet, så handler vi naturligvis, og vi vil nu evaluere hele vores indsats. Det mindre sammenstød ændrer dog ikke på, at vi vil fortsætte vores dialog-arbejde med klubber og fans, efter en fodboldkamp, der frem til sammenstødet var rolig og velafviklet, siger politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Da FC København og Brøndby mødte hinanden i den første pokalsemifinale i Parken tidligere i april, var der også problemer med en gruppe fans. Her blev der efter slutfløjtet kastet ting ind på banen og mod spillertunnelen fra en gruppe af Brøndbys fans.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress