29/01-16 00:48

47-årig konservativ rådgiver overtager Barfoeds valgkreds47-årig konservativ rådgiver overtager Barfoeds valgkreds

Nikolaj Bøgh bliver De Konservatives folketingskandidat på Frederiksberg.

Frederiksberg Konservative Vælgerforening har torsdag aften peget på kredsens afløser som partiets folketingskandidat, efter at den tidligere partiformand Lars Barfoed ikke blev valgt til Folketinget sidste år.

Valget er faldet på Nikolaj Bøgh, oplyser kredsen i en pressemeddelelse.

Den 47-årige politiker er medlem af kommunalbestyrelsen og arbejder som politisk rådgiver.

- Mit politiske udgangspunkt som folketingskandidat bliver de værdier, som De Konservative på Frederiksberg har stået for i langt over 100 år. Det handler om at skabe et samfund, hvor der er plads til alle, og som alle kan identificere sig med, siger Bøgh.

De senere år har Nikolaj Bøgh siddet i den konservative gruppe på Frederiksberg Rådhus og arbejdet sammen med borgmester Jørgen Glenthøj (K).

Han sidder i kommunens undervisningsudvalg, kultur- og fritidsudvalg, arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalg, by- og miljøudvalg samt børneudvalg.

Nikolaj Bøgh er desuden formand for By- og Pendlercykelfonden, som står for driften af Københavns og Frederiksbergs fælles bycykelsystem.

Den nye folketingskandidat er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Tidligere har han arbejdet som særlig politisk rådgiver for den konservative socialminister Henriette Kjær.

Derudover er Nikolaj Bøgh forfatter til flere bøger, heriblandt biografier om politiske profiler som tidligere udenrigsminister Per Hækkerup og de konservative politikerbrødre Aksel og Poul Møller.

Privat er han gift og far til tre børn.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress