Af Ritzau - 18/08-16 05:35

Fire ansatte smittet med tuberkulose på svensk asylhjemFire ansatte smittet med tuberkulose på svensk asylhjem

På grund af tavshedspligt i sundhedssystemet har myndighederne dog svært ved at finde frem til de smittede.

Fire ansatte på et bosted for uledsagede flygtningebørn i Malmø har fået konstateret lungesygdommen tuberkulose.

Det skriver den svenske avis Sydsvenska Dagbladet.

Myndighederne i Malmø har dog kun anmeldt ét tilfælde til det svenske arbejdstilsyn, da de andres identitet ikke er kendt på grund af tavshedspligten i sundhedsvæsenet.

- Medarbejderen arbejdede som koordinator på et hjem for nyankomne, uledsagede børn. I november og december 2015 boede der et barn på stedet, som havde tuberkulose i udbrud, står der i anmeldelsen til Arbetsmiljöverket.

I løbet af 2015 kom der ikke færre end 14.500 børn til Malmø som asylansøgere. Mange var ifølge myndighederne fysisk nedslidte eller syge.

- Sidste efterår kom der hundredvis af børn til os hvert døgn. Blandt dem havde flere tuberkulose i udbrud. Flere andre havde fnat, hepatitis eller granatsplinter i kroppen. Vi havde også flere børn med malaria, siger enhedschef Vladana Andersson fra de sociale myndigheder i Malmø, til Sydsvenska Dagbladet.

Myndighederne i byen har fået at vide, at fire ansatte, der har haft kontakt med uledsagede børn, er blevet smittet.

Men på grund af sundhedsmyndighedernes tavshedspligt, kender arbejdsgiveren ikke identiteten på alle de ansatte.

I det ene tilfælde, som kommunen kender til, var det den ansatte selv, der gav besked.

Tuberkulose angriber typisk lungerne og spredes via luften. Det har været stort set udryddet i Sverige, Danmark og andre velstående lande i flere år. Sygdommen ses primært hos flygtninge eller folk, der har rejst i udlandet.

Ansatte på asylcentre og modtagehjem i Malmø er alle blevet tilbudt vaccinationer mod tuberkulose og hepatitis.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress