Af Ritzau - 26/10-16 17:08; Opdateret: 26/10-16 17:36

Regeringen håber på afklaring for boligejere inden nytårRegeringen håber på afklaring for boligejere inden nytår

Et nyt boligbeskatningssystem skal gerne være på plads inden nytår, så Skat ikke bruger gamle regler.

Endnu er der ikke kommet ordentligt hul på de politiske forhandlinger om et nyt vurderingssystem for boliger.

Onsdag havde regeringen på ny inviteret resten af blå blok samt Socialdemokratiet og De Radikale til en teknisk gennemgang.

Politiske kommentatorer og partier udenom regeringen kritiserer Venstre for, at forhandlingerne går for langsomt. Men skatteminister Karsten Lauritzen (V) er fortrøstningsfuld.

- Der er et rimeligt tempo i forhandlingerne, der er mange spørgsmål, og det er fair nok. Men vi har nu afklaret, hvor der også er politiske udfordringer. Jeg er fortrøstningsfuld, siger han.

Han fremhæver, at de resterende partier også har en interesse i at blive færdige inden nytår. Ellers risikerer man en situation, hvor Skat skulle lave nye vurderinger under de gamle regler, som ikke fungerer.

- Det giver ikke meget mening, det ville være kafkask. Der er en naturlig deadline, og det lægger vel også et vist pres på de partier, som har sagt, at de gerne vil være med til at lave et nyt vurderings- og beskatningssystem, siger han.

Forventningen er, at partierne mødes igen i starten af næste uge.

Boligmarkedet står reelt stille, fordi mange ikke tør købe en bolig, før politikerne når til enighed om en løsning, lyder analysen fra skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF).

- Det er lidt spøjst, at man ikke har haft mere travlt. Man havde meget travlt, da man åbnede Folketinget for halvanden måneds tiden siden, og så er der ikke sket voldsomt meget fremskridt siden.

- Omvendt mener vi, det er vigtigt, at vi får vendt hver en sten og kigget bag alle hjørner, så der ikke er noget, der kommer som en overraskelse, når vi står i folketingssalen, eller når systemet træder i kraft om nogle år, siger han.

Foreløbig har de tekniske gennemgange handlet om vurderingssystemet, mens der mangler at blive taget fat på beskatningsdelen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress