23/03-16 18:42; Opdateret: 23/03-16 21:06

Politi identificerer anden selvmordsbomber: Her er hanPoliti identificerer anden selvmordsbomber: Her er han

Belgisk statsborger ved navn Najim Laachraoui er ifølge belgiske medier den anden selvmordsbomber i lufthavn.

storybild

Den anden selvmordsbomber i den internationale lufthavn i Bruxelles tirsdag var Najim Laachraoui, som har tilknytning til angrebene i Paris i november.

Han døde under angrebet, skriver AFP, som har talt med flere politikilder. Oplysningerne er dog endnu ikke bekræftet officielt af myndighederne.

Den belgiske anklagemyndighed har overfor det belgiske medie RTBF afvist at bekræfte oplysningen om tirsdagens angreb, som har kostet 31 livet, mens 270 er såret ifølge officielle tal.

LÆS OGSÅ: Bruxelles bomberamte lufthavn åbner tidligst igen lørdag

Tidligere onsdag blev Ibrahim El Bakraoui identificeret som den første bombemand, der tog del i angrebet, hvor to eksplosioner rystede lufthavnen Zaventem. Han blev udvist fra Tyrkiet i sommer.

Najim Laachraoui er belgisk statsborger, 24 år og har tilknytning til angrebene i Paris, hvor hans dna blev fundet på to selvmordsbombebælter. Ifølge Reuters er han 25 år.

Tidligere onsdag forlød det, at han var blevet anholdt af politiet, men det blev senere trukket tilbage.

Overvågningskameraer i lufthavnen fangede tirsdag tre mænd, som menes at være gerningsmændene.

De to mænd i mørkt tøj skulle have bragt deres selvmordsbombebælter til sprængning, mens den tredje i hvid jakke og sort bøllehat er på flugt fra politiet.

Han placerede en bombe med den største sprængladning, hvorefter han forsvandt fra lufthavnen. Den blev senere bortsprængt af myndighederne.

Den tredje mands identitet er endnu ukendt.

Reuters rapporterer, at Najim Laachraoui forlod Bruxelles for at rejse til Syrien i februar 2013. Ifølge lokale medier skulle han have fået teknisk træning, hvilket kan betyde, at han kan fremstille bomber.

Der spekuleres derfor i, om han var bombemageren bag angrebene i Bruxelles og Paris.

LÆS OGSÅ: Tidslinje: Bruxelles er igen ramt af bombeangreb

Han blev efterlyst, efter at politiet i sidste uge anholdt Salah Abdeslam, den hovedmistænkte bag angrebene i Paris.

De to har efter sigende kørt sammen i bil over grænsen mellem Østrig og Ungarn lidt over en måned før angrebene i Paris, der kostede 130 livet. Under sine rejser har Najim Laachraoui brugt dæknavnet Suofiane Kayal.

Meget tyder på, at personerne bag angrebet i lufthavnen tirsdag ankom til stedet med taxi.

Ifølge chaufføren insisterede mændene på selv at flytte rundt på deres kufferter og ville ikke have hans hjælp til at håndtere bagagen.

Et andet angreb fandt sted i metroen ved stationen Maelbeek, hvor mindst 20 menes at være blevet dræbt. Khalid El Bakraoui, bror til Ibrahim, stod bag dette angreb.

/ritzau/Reuters

LÆS OGSÅ: Belgierne viser terroren trods med sang og farvekridt

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress