03/02-16 05:01

S savner finansiering af regeringens afgiftsoprydningS savner finansiering af regeringens afgiftsoprydning

Regeringen burde have brugt penge på at fjerne afgifter for virksomheder frem for boligjobordningen, mener S.

Skatteminister Karsten Lauritzens (V) idé om at rydde op i de mange afgifter for at lette livet for dansk erhvervsliv er god.

Men forslaget virker blot som et halvt forslag.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen.

- Intentionerne er faktisk gode, men til det projekt, han sætter i værk, er der ikke afsat en krone. Vi kan ikke andet end frygte, at regeringen så vil indføre flere besparelser på den nære velfærd i kommunerne, siger S-ordføreren til Ritzau.

Karsten Lauritzen vil nedsætte, hvad han selv kalder et "oprydningsudvalg" for at få luget ud i besværlige afgifter for danske virksomheder.

Udvalget kommer hovedsagelig til at bestå af erhvervsorganisationer som Dansk Erhverv, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer samt Forbrugerrådet Tænk, skriver Berlingske.

Udvalget skal blandt andet kigge på udgifter, hvor eventuelt bureaukratisk besvær ikke kan svare sig i forhold til, hvad der kommer ind i statskassen.

Jesper Petersen siger, at den tidligere SR-regering i maj sidste år kom med et lignende forslag. Forskellen var bare, at regeringen dengang ifølge Jesper Petersen havde det økonomiske råderum på plads.

- Hvis man vil lave lettelser for erhvervslivet, er der en langt bedre måde at gøre det på end en boligjobordning eller store lettelser af arveafgifter, som regeringen allerede har indført, siger han.

Hos Liberal Alliance er man meget tilfreds med Karsten Lauritzens forslag, som man kalder "utrolig glædeligt".

- Det går meget hårdt ud over velfærden, hvis vi ikke gør noget og får ryddet op i vores komplekse skattelovgivning, for det er så skadeligt for vækst og velfærd, siger skatteordfører Merete Riisager.

LA-ordføreren savner dog også at se et finansieringsforslag.

- Ministeren skal sætte et beløb på, som man kan arbejde med. Det skal ikke ende med en visionsgruppe, der kommer med nogle forslag, som viser sig ikke at blive implementeret, siger hun.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress