Af Ritzau - 01/12-16 10:52; Opdateret: 01/12-16 11:22

Fez Fez' advokat: Det er ikke menneskeligt at udvise hamFez Fez' advokat: Det er ikke menneskeligt at udvise ham

Michael Juul Eriksen, som er forsvarer for udvist bandeleder, tager dom over sin klient til efterretning.

Den fynske bandeleder Fez Fez' forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, tager afgørelsen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til efterretning.

Domstolen mener, at det var rigtigt af Højesteret at udvise den statsløse palæstinenser til Libanon.

- Hans tilknytning til sine børn i Danmark gør, at jeg stadigvæk ikke synes, at det var menneskeligt at udvise ham, siger Michael Juul Eriksen.

- Men der er ikke så meget andet at gøre end at tage afgørelsen til efterretning, siger han.

Michael Juul Eriksen siger, at domstolens afgørelse på 19 sider er grundig og gennemarbejdet.

- Det har også taget dem fem år at lave den, så man er inde på stort set alle aspekter og har vejet for og imod, ligesom Højesteret også gjorde det, siger han.

Advokaten og Fez Fez vil nu overveje, om de vil anke afgørelsen.

- Der er en appelmulighed, for sagen er kun afgjort i første instans. Så vi vil overveje at anke, lyder det fra Juul Eriksen.

I første omgang besluttede Østre Landsret i januar 2011, at Fez Fez ikke kunne udvises, fordi han har otte børn i Danmark.

Men i oktober samme år udviste Højesteret ham for altid, og Fez Fez blev sidste år sendt til Libanon.

Én af Højesterets dommere mente dog, at det ville være et brud på menneskerettighederne at udvise manden.

Derfor valgte Michael Juul Eriksen at klage over afgørelsen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Forsvarsadvokaten mente, at hans familie i Danmark og den kriminalitet, han blev dømt for, gjorde, at dommen var i strid med menneskerettighederne.

- Det kan godt være, at han fik en lang straf, men det var jo mange mindre forhold, der tilsammen gjorde, at straffen blev så lang, siger advokaten.

Fez Fez fik seks års fængsel for blandt andet omfattende hashhandel, ulovlig våbenbesiddelse, trusler og uddeling af dummebøder på helt op til 250.000 kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress