Af Ritzau - 09/09-16 08:27; Opdateret: 13/09-16 09:46

Øko og fairtrade? Køb tøj med samvittighedenØko og fairtrade? Køb tøj med samvittigheden

Du kan gøre en forskel, når du køber tøj. Men det kræver, at du ved, hvad du skal kigge efter.

Det er let at kende de økologiske varer i supermarkedet, og man kan uden at lede ret længe putte det svanemærkede vaskemiddel i indkøbskurven.

Men vender man blikket mod det, vi bærer på kroppen hver eneste dag, bliver billedet noget mere mudret.

Tøjindustrien er en af de mest forurenende brancher, og en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viser, at forbrugerne gerne betaler mere for bæredygtigt tøj.

Men selv om viljen er der, kan det være svært at finde hoved og hale i junglen af økologisk, fairtrade og bæredygtigt tøj. Faktisk er det så besværligt, at der ikke findes en officiel definition på, hvornår tøjet er bæredygtigt.

Dit tøj kan nemlig godt være bæredygtigt i nogle dele af processen - og knapt så uskadeligt i andre dele, siger Lotte Lund, klima- og miljømedarbejder hos Det Grønne Hus.

- Det er kompliceret, fordi der er så mange led i kæden. Det er lige fra om bomulden dyrkes økologisk, om det bliver fløjet eller skibet videre, eller om det bliver dyrket i Danmark, som eksempelvis hamp - så vil det som udgangspunkt være mere miljøvenligt, forklarer Lotte Lund.

Der skal også tages højde for forarbejdningsprocessen, energiforbruget, vandforbruget, udledning af metan eller CO2 og bortskaffelsen, fortæller Lotte Lund.

Derfor lyder et råd fra både Lotte Lund og Vibeke Myrtue Jensen, miljøpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, at man som forbruger skal gå efter de store og kendte mærkningsordninger.

- Det kan være Fairtrade, GOTS, Svanen og Blomsten, siger Vibeke Myrtue Jensen og tilføjer:

- Det betyder, at der er sat nogle krav til produktionen, eksempelvis brug af kemikalier eller arbejdsforhold. Det er ikke bæredygtigt at producere nyt tøj, men noget er bedre produceret end andet.

Naturmaterialer som hamp og hør er nogle af de mest bæredygtige, mens bomuld kræver mere forarbejdning, forklarer Lotte Lund.

Der findes specialforretninger og tøjmærker, som har dedikeret produktionen til økologi, fairtrade eller bæredygtighed.

En række af de store mærker som H&M, Gina Tricot og Vila har også lavet underlinjer med fokus på bæredygtighed.

Og det er faktisk ikke helt dumt, mener Vibeke Myrtue Jensen.

For hvis vi for alvor skal tage bæredygtigheden til os, kræver de både et ordentligt udvalg og tilgængelighed.

- De billige mærker er ikke nødvendigvis dårligere. De kan også producere kvalitetstøj. Og de har faktisk fat i en god pointe i forhold til, at de producerer det tøj, folk går i, og gør det mere bæredygtigt. Uden at gøre det meget dyrere eller til et særprodukt, siger Vibeke Myrtue Jensen.

Der er også andre måder at gøre sit tøjskab mere bæredygtigt.

Køb holdbart tøj og brug det længe. Køb gerne genbrug, eller tøj der er produceret af genanvendt materiale.

- Hvis din stil ikke er til at handle i en traditionel genbrugsbutik, så findes mange andre lækre muligheder, fortæller Vibeke Myrtue Jensen.

Lotte Lund råder til undgå at slide for meget på det tøj, du har. På den måde kan man spare produktionsomkostningerne ved noget nyt.

- Undgå at vaske tøjet for ofte. Hæng tøjet til luftning, hvis du har været i et rum med røg. Tørretumbleren er også virkelig hård ved tøjet, så prøv at hænge det til tørre i stedet, siger Lotte Lund.

Gå efter mærkerne:

- EU-blomsten og Svanemærket er henholdsvis det officielle europæiske og nordiske miljømærke. Der stilles krav til miljøbelastningen af hele produktets livscyklus. Derudover stilles der krav til kemikalier i produktet.

- Det internationale mærke Global Organic Textile Standard (GOTS) stiller både krav til miljø og social ansvarlighed. Miljømærket er ikke så udbredt og findes eksempelvis ikke hos mainstream-tøjmærkerne.

- Mærket Oeko-Tex er garant for, at tøjet ikke indeholder skadelig kemi. På trods af navnet er tøjet dog ikke økologisk.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Ecolabel.dk

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress