Af Ritzau - 26/07-16 05:36

Sanders giver varm anbefaling til Clinton på partikonventSanders giver varm anbefaling til Clinton på partikonvent

- Vores revolution fortsætter ved at vælge Hillary, siger Bernie Sanders på Demokraternes konvent.

Hillary Clintons nærmeste rival i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat, senator Bernie Sanders, har mandag aften lokal tid givet en varm anbefaling til Clinton på Demokraternes konvent.

- Baseret på hendes lederskab, og det hun har opnået, er Hillary Clinton ganske enkelt nødt til at blive den næste præsident i USA. Vi har brug for lederskab, der samler os. Ikke slår ned på veteraner, mexicanere, middelklassen og andre amerikanere, siger han.

Talen fra Vermont-senatoren kommer på et vigtigt tidspunkt for Demokraterne, der har fremstået splittet, efter at en e-mail-lækage har vist, at formanden for partiets nationale komité har støttet Clinton i kampen mod Sanders.

Men Bernie Sanders valgte mandag at tale for en forening af partiet.

- Jeg har kendt Hillary i 25 år. Jeg har siddet i Senatet med hende, og jeg har set, hvordan hun har været en stærk forkæmper for kvinder, handicappede og svage. Jeg er stolt af at sige, at jeg står ved hendes side, siger Sanders.

- Valget handler ikke om Bernie Sanders, Donald Trump eller Hillary Clinton. Det handler om, at vi skal huske på, hvordan Republikanerne ødelagde vores økonomi sidst, de var ved magten, hvor 800.000 personer på et tidspunkt mistede deres job om måneden.

- Det handler om at sikre, at unge mennesker går på arbejde i stedet for at sidde i en celle. Det handler om, at alle skal have muligheden for at blive behandlet, når man er syg, siger senatoren.

Tidligere på aftenen har blandt andre den kendte komiker og Sanders-støtte Sarah Silverman talt til konventet.

Silverman sagde, at Sanders-støtter, der ikke ville stemme på Clinton, er "latterlige". Det medførte både stor jubel og buh-råb fra salen.

Også senator Elizabeth Warren, der er Bernie Sanders' nære ven og en del af samme fløj som Sanders, talte varmt om Hillary Clinton. Også Warren blev dog mødt med sporadiske negative råb fra salen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress