Af Ritzau - 02/10-16 19:33

Arsenal hiver fat i toppen på kontroversielt sejrsmålArsenal hiver fat i toppen på kontroversielt sejrsmål

Arsenal var på vej mod pointtab, men scorede det forløsende mål mod Burnley dybt inde i overtiden.

Længe så Arsenal ud til at skulle forlade banen i Burnley med et skuffende 0-0-resultat, men på et mål dybt inde i dommerens tillægstid lykkedes det for London-klubben at hive en sejr på 1-0 hjem.

Efter et hjørnespark blev bolden dirigeret mod bageste stolpe, hvor Alex Oxlade-Chamberlain nærmest på målstregen sparkede bolden op på hænderne af holdkammeraten Laurent Koscielny, hvorefter bolden gik i mål.

En kontroversiel scoring, der fik Burnley-spillerne til at brokke sig voldsomt.

Men i Arsenal-lejren var man bare glad. Med sejren tog holdet maksimal fordel af, at Tottenham tidligere søndag tilføjede Manchester City sæsonens første nederlag.

Dermed er der næsten samling i toppen. City fører med 18 point foran Tottenham med 17, mens Arsenal og Liverpool følger lige efter med 16 point.

Helt som forventet dominerede Arsenal spillet, men London-klubben havde svært ved at dirke det kompakte Burnley-forsvar op. Det medførte en første halvleg fattig på chancer.

Få minutter efter pausen satte Arsenal tempo på angrebsspillet, hvilket gav Alexis Sánchez en god skudmulighed, men Burnley-keeper Tom Heaton fik lige netop reddet forsøget nede ved stolpen.

Det var startskuddet til et intenst Arsenal-pres, som dog heller ikke gav udbytte.

Bedst som det trak op til en Arsenal-scoring, viste Burnley tænder i den anden ende. Jóhann Berg Gudmundsson forsøgte sig med et hovedstød, som målmand Petr Cech måtte ud i fuld længde for at afværge.

Men siden var det atter Arsenal, der var i teten, og Alexis Sánchez burde have gjort det til 1-0 efter 73 minutter. Fra ti meters afstand strøg hans hårde helflugter lige uden om målet.

Det trak op til en remis, men i de allersidste sekunder kom sejren altså i hus til Arsene Wengers tropper til stor glæde for den franske manager, der i disse dage fejrer 20-års-jubilæum på posten i klubben.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress