18/01-16 05:00

Danske rejsende i Brasilien skal passe på smittebærende mygDanske rejsende i Brasilien skal passe på smittebærende myg

Statens Serum Institut opfordrer danskere, der skal til Brasilien, til at beskytte sig mod myggestik.

Mens USA advarer sine gravide borgere mod at rejse til Brasilien på grund af udbredelsen af zikavirus i landet, er Statens Serum Institut mere rolige.

Der er ingen grund til at aflyse rejsen. Men danskere og specielt gravide danskere, der skal til landet, bør beskytte sig mod myggestik. Det fortæller seniorforsker Anders Koch fra Statens Serum Institut.

- Man skal passe på myg, det er meget simpelt. Det kan man gøre eksempelvis med myggeolie, ved at opholde sig inden for og ved at gå i lange bukser og lange ærmer, siger Anders Koch og fortsætter:

- Men jeg vil ikke mene, at man skal lade være med at rejse. Det har vi simpelthen ikke informationer nok til at advare imod. Der er meget, vi ikke ved, så det er slet ikke sikkert, at risikoen er særlig stor, hvis den overhovedet er der.

Zikavirussen er en feberudløsende virus, der er gået i udbrud i Brasilien. Her har den smittet over en million mennesker. Virussen i sig selv giver influenzalignende symptomer, men er ellers ikke farlig.

- Så den kunne faktisk være lidt ligegyldig, hvis det bare var det. Men i november ser man en udbredelse af børn, der bliver født med hjerneskader i de områder, der er ramt af virussen, siger Anders Koch og fortsætter:

- Man har fundet zikavirus hos nogle få af disse børn i ret store mængder. Selv om det ikke er et bevis for, at zika-virussen gider hjerneskader hos fostre, så er det en indikation.

Efterfølgende er et barn på Hawaii født med hjerneskader, efter at moderen fik zikavirus. Det har fået USA til at advare gravide mod at rejse til landet. Mandag opfordrer de brasilianske myndigheder gravide til at konsultere deres læge, inde de rejser til Brasilien.

Anders Koch fortæller, at man ikke kan behandle patienter med virussen, og at det heller ikke er muligt at vaccinere imod den.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress