Af Ritzau - 08/05-16 18:57

City har CL-problemer efter uafgjort mod ArsenalCity har CL-problemer efter uafgjort mod Arsenal

Manchester City måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Arsenal, og dermed kan Manchester United overhale lokalrivalen.

Manchester City risikerer at gå glip af Champions League i næste sæson.

Søndag måtte holdet i næstsidste spillerunde nøjes med 2-2 hjemme mod Arsenal, der konsoliderede tredjepladsen, som giver direkte adgang til gruppespillet i den største europæiske klubturnering i næste sæson.

Manchester City ligger i øjeblikket på fjerdepladsen, der udløser kvalifikationskampe om at komme med i Champions League.

Holdet kan dog blive overhalet af Manchester United, der har to point færre med en kamp i hånden.

Det var primært Manchester Citys egen skyld, at holdet ikke fik udbytte af godt spil i kampen mod Arsenal.

Kampen, der var Manuel Pellegrinis sidste hjemmekamp som City-manager - han bliver til sommer afløst af Josep Guardiola - fik en eksplosiv indledning, og efter ti minutter var stillingen 1-1.

I det ottende minut trak City-topscorer Sergio Agüero fri i højre side og bragte hjemmeholdet foran med et tørt hug i det korte hjørne.

Føringen holdt kun i få minutter, før Olivier Giroud headede 1-1-udligningen forbi Joe Hart i City-målet.

Det var den franske angribers første ligascoring i omkring fire måneder.

I sekvensen forinden havde Gaël Clichy været tæt på at lave selvmål, da han headede bolden på egen målstolpe.

Anden halvleg var syv minutter gammel, da hjemmeholdets Kevin De Bruyne lavede en flot soloaktion, og han afsluttede med at score til 2-1.

Arsenal kom dog lidt bedre med, og midt i halvlegen fik holdet udlignet til 2-2 efter godt samarbejde mellem Alexis Sánchez og Olivier Giroud.

Førstnævnte spillede bolden frem til sin angrebskollega, der fik den dirigeret tilbage til Sanchez, der sendte bolden forbi Joe Hart.

Med en runde tilbage at spille ligger Arsenal nummer tre med 68 point, to point færre end lokalrivalen Tottenham på andenpladsen.

Manchester City er nummer fire med 65 point, mens Manchester United har 63 point med to kampe tilbage.

Leicester, der har 80 point, har allerede sikret sig mesterskabet.

Liverpool ligger på ottendepladsen med 58 point, efter at holdet søndag vandt 2-0 hjemme over Watford.

Joe Allen og Roberto Firmino scorede målene for Europa League-finalisterne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress