04/03-16 11:11

Chefer i Region Syddanmark fik guldkontrakter i det skjulteChefer i Region Syddanmark fik guldkontrakter i det skjulte

Region Syddanmark er endt i en hidtil uset sag om massive fejl i chefers ansættelse på dyre åremålskontrakter.

Region Syddanmark har brudt reglerne i forbindelse med ansættelsen af ti af de 12 cheflæger og direktører, der er ansat på åremålskontrakter med store løntillæg og gyldne håndtryk.

Det skriver Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten fredag.

I dag betaler regionen markant højere lønninger og har stillet gyldne håndtryk for millioner af kroner i udsigt til de 12 ledende overlæger og direktører, der er ansat på åremålskontrakter.

Men i ti af de 12 tilfælde burde cheferne aldrig have været tilbudt en åremålskontrakt på den måde, det er sket.

Region Syddanmark har brudt reglerne for åremålskontrakter ved ikke at have oplyst om muligheden for at blive ansat på kontrakterne i stillingsopslagene og ved slet ikke at have slået stillingerne op.

Regionsdirektør Jane Kraglund erkender, at regionen har brudt reglerne:

- Det er svært at være stolt over det. Vi erkender, at vi skal have rettet op på det her.

Selv om reglerne er klart formuleret i en af de første paragraffer i aftalen om åremålsansættelser, har Jane Kraglund valgt at acceptere sygehusledelsernes forklaring om, at de ikke har været opmærksomme på reglerne.

Sagen er uden sidestykke i det offentlige, og af den grund er det endnu uvist, hvilken myndighed der kan godkende kontrakterne.

Region Syddanmark vil have Regionernes Lønnings- og Takstnævn til at godkende kontrakterne, men her har man aldrig før behandlet en lignende sag, så nu ligger sagen hos den statslige myndighed Moderniseringsstyrelsen.

- Hvis de ikke kan lovliggøre det, så får vi en anden situation, som vi så må tage stilling til, siger Jane Kraglund.

I Moderniseringsstyrelsen arbejder man på at finde ud af, hvem der skal behandle bruddet på reglerne for åremålsansættelser.

Den seneste sag fra Region Syddanmark er blot den seneste i en lang række, som er kommet frem, efter at Carl Holst (V) forlod posten som regionsrådsformand til fordel for en plads i Folketinget.

Ud over sagen om Carl Holsts brug af en regional medarbejder i sin private valgkamp har sagerne handlet om magtmisbrug og kammerateri i regionens topledelse.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress