26/02-16 11:32; Opdateret: 26/02-16 17:24

Reformer stemt igennem før præsidentvalg i FifaReformer stemt igennem før præsidentvalg i Fifa

Fifas kongres stemte fredag formiddag en række gennemgribende reformer igennem før valget af en ny præsident.

Den kommende præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) skal stå i spidsen for et reformeret Fifa.

Forud for fredagens præsidentvalg i Zürich stemte Fifas kongres en række reformforslag igennem. Reformerne har til hensigt at komme den omfattende korruption i det skandaleramte forbund til livs.

Reformerne blev stemt igennem af et massivt flertal på 89 procent af de mere end 200 deltagende lande på kongressen.

I fremtiden vil der være en skarpere opdeling af politik og økonomi, så der ikke blandes penge ind i fodboldpolitiske beslutninger.

Samtlige komitémedlemmer i Fifa skal desuden igennem et integritetstjek for at holde korrupte ledere fra magten.

Der er også sat en begrænsning på, hvor mange år fodboldledere kan sidde på magten i Fifa. Fredagens reform betyder, at en præsident maksimalt kan sidde i tre valgperioder af fire års varighed.

Det er samtidig besluttet, at flere kvinder skal have plads i Fifas øverste organ, Fifa Council, der fremover afløser eksekutivkomitéen. Minimum seks af de 37 pladser er reserveret til kvinder.

Kongressen blev i flere taler opfordret til at vedtage de mange reformforslag.

Den midlertidige Fifa-præsident, Issa Hayatou, der er indsat i stedet for den suspenderede Sepp Blatter, mente, at forbundet stod ved en skillevej, efter at de senere års korruptionsskandaler under Blatter er kommet frem i lyset.

- Fifas fremtid er på spil efter mange op- og nedture, men vi kan påvirke den, sagde Issa Hayatou i sin tale til kongressen.

- Der er nogle minoriteter, der ikke har deres plads i Fifa, faktisk ingen steder og slet ikke i fremtidens Fifa.

- Nu har vi en god mulighed for at gøre det rigtige, og det er et fælles ansvar.

- Vi må tage det svære arbejde med at reparere Fifa på vores skuldre og bygge et stærkere Fifa, der kan holde i det lange løb, lød det fra den midlertidige præsident.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress