Af Ritzau - 01/12-16 20:59

Helenius: Jeg er en af de bedste afsluttere i DanmarkHelenius: Jeg er en af de bedste afsluttere i Danmark

Nicklas Helenius sikrede tre point til Silkeborg, da han torsdag aften scorede begge mål imod FC Midtjylland.

Nicklas Helenius viste endnu engang skarphed, da han torsdag aften scorede til både 1-0 og 2-0 i det midtjyske opgør imellem Silkeborg IF og FC Midtjylland.

Selv om Paul Onuachu reducerede til 1-2, formåede Midtjylland ikke at udligne Helenius' to mål.

Silkeborg-angriberen har haft en stille start i klubben, hvor afslutningerne ikke har ville i mål. I torsdagens kamp var målnæsen dog rettet ind, hvilket Helenius er godt tilfreds med.

- Jeg vidste, at målene nok skulle komme. Jeg føler, at jeg er en af de bedste afsluttere i Danmark, så det handlede egentlig bare om at komme til chancer, siger han.

FC Midtjylland pressede hjemmeholdet i første halvleg, hvilket også gjorde, at der skulle ske noget anderledes i de sidste 45 minutter.

- Vi havde en helt anden bevægelse i anden halvleg, hvor vi turde holde på bolden. Når vi spiller sådan, så er det alle, der kan score mål, så er det ikke kun mig.

- Vi lod deres midterforsvarere have bolden, imens vi markerede de andre tættere. Det gjorde, at vi kunne erobre andenboldene, og det gav så mål, forklarer Helenius.

Cheftræner Peter Sørensen er overordnet set også tilfreds med kampen, selv om han, ligesom Nicklas Helenius, mener, at de haltede efter i første halvleg.

- Det var som helhed en god indsats, selv om vi ikke var gode i første halvleg, siger Peter Sørensen.

- I anden halvleg spillede vi på et flot niveau, hvor spillerne bed smerten i sig. Kampen blev vundet på vilje frem for på taktik og træningsøvelser, og det er jeg ganske godt tilfreds med, siger træneren.

Silkeborgs næste superligakamp er hjemme mod Sønderjyske.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress