13/02-16 15:51

Svensk muhammedtegner: Trusler skal ikke sætte dagsordenSvensk muhammedtegner: Trusler skal ikke sætte dagsorden

Lars Vilks er et år efter skudangrebene i København tilbage for at overrække en pris og hylde ytringsfriheden.

Et år efter skudangrebene i København, hvor den svenske muhammedtegner Lars Vilks var målet under et arrangement i kulturhuset Krudttønden, er han tilbage med et budskab.

Han er inviteret af Lars Vilks Komitéen og De Konservative, som repræsenteres af Mai Mercado. De Konservatives politiske ordfører byder velkommen på Christiansborg, hvor en mødesal er fyldt med tilskuere.

- Vi har brug for en kulturel vækkelse, og den bliver født af dig, Lars, og af Lars Vilks Komitéen, siger Mai Mercado.

Den kontroversielle kunstner har været i ekstremisters søgelys, siden hans tegning af profeten Muhammed som en hund blev bragt i flere svenske aviser i august 2007.

Vilks er før blevet mødt af en byge af æg fra tilskuere, har flere gange modtaget trusler på livet, og han lever under politibeskyttelse på grund af frygten for angreb.

Siden angrebet i København 14. februar sidste år er sikkerheden omkring hans person blevet forhøjet.

- Alting er organiseret. Når jeg bevæger mig ud, bliver det et større problem. Jeg skal være meget fleksibel og kan ikke leve et normalt liv, siger han lørdag om sit daglige liv.

Alligevel er Lars Vilks stålfast i sin beslutning om at kæmpe for ytringsfriheden. Han mener, at den stadig er under pres og ikke har fået bedre vilkår siden angrebene sidste år.

- Det er ikke trusler og vold, som skal sætte dagsordenen. Jeg vil ikke trække mig som forelæser og deltager i konferencer, bare fordi jeg har en terrortrussel over hovedet. Det er vigtigt at forsvare de ting, man tror på.

- Det er ganske ofte, jeg har forelæsninger om ytringsfriheden og dens begrænsninger. Man skal vise, at man fortsætter. Det skal ikke være trusler, som dikterer vores politik, siger Lars Vilks.

Han er inviteret til at overrække en pris - et maleri, han har malet til lejligheden. Organisationen Passion for Freedom modtager prisen for sin indsats for kunst og ytringsfrihed.

Organisationen inviterer kunstnere til at skabe kunst, der åbner for diskussion om emner, som undlades for at "være politisk korrekt".

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress