Af Ritzau - 07/06-16 17:30; Opdateret: 07/06-16 17:58

Pind og tre andre inviteres til elitens private topmødePind og tre andre inviteres til elitens private topmøde

Det hemmelighedsfulde netværk Bilderberg har inviteret fire prominente danskere til møde i Dresden i Tyskland.

Justitsminister Søren Pind (V) og tre andre danskere deltager i årets Bilderberg-møde, som i år afholdes i den tyske by Dresden fra torsdag til søndag.

Det fremgår af organisationens hjemmeside.

Bilderberggruppen er en lukket klub, hvor en lang række af verdens mest magtfulde mennesker mødes én gang om året.

For to år siden fandt Bilderberg-mødet sted i København, og sidste år var det i Østrig.

Foruden Søren Pind deltager departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel, bestyrelsesformand for legeredskabsfirmaet Kompan Christian Dyvig og Ulrik Federspiel, der er vicepræsident for globale anliggender i Haldor Topsøe.

Federspiel deltog i øvrigt også sidste år og har tidligere været Danmarks ambassadør i USA i fem år.

Thomas Ahrenkiel deltog også sidste år, da han var chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. I december blev han konstitueret som departementschef.

Der har i de forgange år været en del danskere med ved de årlige møder, der alle som en har holdt tæt med, hvad der sker på møderne.

Netop det hemmelighedsfulde har været og er med til at skabe rygter og konspirationsteorier om, hvad der sker på møderne.

Formålet er, at deltagerne skal kunne færdes på kryds og tværs af de kredse, de ellers kommer i, og tale frit fra leveren uden frygt for at havne i medierne dagen efter.

Forud for møderne offentliggør Bilderberg-organisationen deltagerlisten og en løs liste over de emner, der skal drøftes.

I år skal mødet, som er nummer 64 i rækken, blandt andet handle om cybersikkerhed, flygtninge- og migrantstrømmen i Europa og energi- og råvareprisers betydning.

Desuden er situationen i Kina, Mellemøsten, Rusland og USA på dagsorden, når de omkring 130 personer fra 20 lande mødes torsdag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress