Af Ritzau - 16/08-16 04:42; Opdateret: 16/08-16 05:16

35-årig mand er sigtet for drab på imam i New York35-årig mand er sigtet for drab på imam i New York

Politiet i New York mener at have pågrebet den person, som lørdag skød og dræbte en imam og hans assistent.

Politiet i New York har anholdt en mand, som menes at have skudt og dræbt en imam og dennes assistent lørdag eftermiddag i bydelen Queens.

- På baggrund af de beviser, vi har sikret os, har vi en stærk tro på, at det her er personen, siger Robert Boyce, der leder efterforskningen af dobbeltdrabet, på et pressemøde.

Den mistænkte er en 35-årig mand fra bydelen Brooklyn, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han er formelt sigtet for de to drab samt for ulovlig besiddelse af et våben, siger en talsmand for politiet.

Lørdagens dobbeltdrab har sendt chokbølger gennem muslimske kredse i New York. Mange mener, at der er tale om en hadforbrydelse.

Politiet har det motiv med i sin efterforskning, men siger, at det endnu er uvist, hvad der ligger bag forbrydelsen.

Den 55-årige imam Maulama Akonjee og hans 64-årige assistent blev skudt på klos hold, da de var på vej hjem fra en moské, hvor de havde bedt. De var begge iført muslimske klædedragter.

Imamen, der var far til syv børn, emigrerede for flere år siden fra Bangladesh til USA.

Badrul Khan, stifter af den moské, hvor den dræbte Akonjee var imam, kan på baggrund af et mangeårigt kendskab til ham kun se én forklaring på den tragiske hændelse.

- Det er en hadforbrydelse. Intet andet, har han sagt ifølge Reuters.

Politiet har optagelser af drabene fra et overvågningskamera. Tidligere har politikorpset slået fast, at der ikke var fundet beviser for, at der skulle være tale om en forbrydelse begået i had.

Søndag sagde en polititalsmand ifølge New York Times, at drabsmanden på videoen tilsyneladende går roligt hen til de to mænd bagfra.

Han tager sit skydevåben frem og skyder dem i hovedet.

- Han vender sig og går væk, han har ikke særlig travlt, sagde en anonym talsmand til avisen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress