Af Ritzau - 21/11-16 05:33; Opdateret: 21/11-16 06:13

Dolberg sværger Ajax troskab efter sit hattrickDolberg sværger Ajax troskab efter sit hattrick

- Det er meget specielt, siger Kasper Dolberg efter sine tre scoringer i søndagens kamp mod NEC Nijmegen.

storybild

Kasper Dolberg er med sine tre træffere delt topscorer i Æresdivisionen. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Kasper Dolberg dominerer igen de hollandske fodboldoverskrifter efter sine tre mål for Ajax i søndagens kamp mod NEC Nijmegen.

Og når en 19-årig spiller laver et hattrick - endda på under 40 minutter - så bliver det bemærket rundt om i Europa.

Men tilhængere af den hollandske storklub skal ikke frygte, at Dolberg snart smutter.

- Jeg ønsker at blive her meget længe. Selvfølgelig kigger alle (storklubber, red.) din vej, når du gør det godt for Ajax. Men det betyder intet for mig, siger angriberen i et interview på Ajax' hjemmeside.

Landsmand Lasse Schöne leverede afleveringen til Dolbergs første mål, hvor angriberen viste gode tæmninger fulgt op af et par gode træk, før han med højrebenet hamrede bolden ind i det nærmeste målhjørne.

- Det var en super aflevering fra Lasse, siger Dolberg om samarbejdet.

En hollandsk avis betegner scoringen som en "wondertreffer" (drømmemål).

Begge danskere er for øvrigt blandt de fire spillere, som Voetbal International udpeger som kampens bedste efter hver kamp i Æresdivisionen.

I overskriften på Voetbals reportage fra opgøret omtales Dolberg som kampens "store styrmand".

- Det er meget specielt. Indtil i dag havde jeg prøvet at score to gange i en kamp (for Ajax. red.) Det er første gang, at jeg scorer tre gange. At lave tre er utroligt. Jeg følte mig godt tilpas i dag, og mulighederne var der, siger han ifølge klubbens hjemmeside.

- Jeg går ind til hver eneste kamp med en ide om, at jeg scorer, siger han.

Peter Bosz, træner for Ajax, betegner Dolberg som en helt usædvanlig spiller.

- Det giver ikke mening at sammenligne ham med nogen som helst anden, siger Bosz.

Med sine 19 år og 45 dage er Dolberg den yngste Ajax-spiller til at lave et hattrick siden Rafael van der Vaart i 2001.

Den unge jyde er den femte dansker, som laver et hattrick for Ajax. Frank Arnesen, Jesper Grønkjær, Michael Laudrup og Lasse Schöne er de andre.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress