Af Ritzau - 13/05-16 22:05; Opdateret: 13/05-16 22:42

Danmark jagter kvartfinale efter dramatisk VM-sejrDanmark jagter kvartfinale efter dramatisk VM-sejr

Nicklas Jensen sikrede Danmark en vigtig sejr med det afgørende mål i straffekonkurrencen mod Letland.

Det danske ishockeylandshold kan smide alle bekymringer om nedrykning fra bedste VM-gruppe væk, efter at holdet fredag aften vandt over Letland efter straffekonkurrence.

Der skal helt urealistiske resultater til for at bringe danskerne tilbage i nedrykningsstriden, og dermed kommer de to sidste puljekampe mod Tjekkiet og Kasakhstan til at handle om noget meget sjovere, nemlig jagten på en plads i kvartfinalen.

En højdramatisk kamp fandt sin afgørelse, da Nicklas Jensen scorede på Danmarks tredje straffeslag og dermed sikrede danskerne sejren efter en kamp, der var endt 2-2 i ordinær tid.

Inden Jensens mål havde Lars Eller scoret og Nikolaj Ehlers brændt for Danmark, da en højdramatisk kamp kulminerede i de straffeslag, der egentlig bare var en forlængelse af den gyser, som de to hold havde givet hinanden.

Især tredje periode var ren nervekrig, hvor ingen af holdene fik kontrol over kampen, men der var store chancer i begge ender, da begge hold jagtede en vital sejr.

Det var prægtig underholdning for det neutrale publikum, der ikke blev forkælet af flot ishockey, men til gengæld fik de en uhyre jævnbyrdig kamp mellem to hold, der ikke var blege for at gå i flæsket på hinanden.

Det var dog et pænt stykke på den anden side af den gode smag, da Aleksejs Sirokovs i slutningen af anden periode ved stillingen 2-2 tacklede en intetanende Emil Kristensen i ansigtet.

Den blødende dansker måtte have behandling på isen, mens den lettiske voldsmand blev sendt i bad med en velfortjent matchstraf.

Det gav Danmark et fem minutter langt overtal, som der intet kom ud af - heller ikke, da letterne kort efter blev reduceret til tre markspillere.

Matchen blev for alvor skudt i gang efter 12 minutter, da Nicklas Jensen sendte pucken i kassen i powerplay. Dommerne opdagede ikke scoringen i første omgang, men Morten Green fik overtalt dem til at gense episoden på video, og så var de ikke længere i tvivl.

Derefter forfaldt danskerne til det, der har været holdets primære hovedpine i denne turnering - billige udvisninger på ufarlige steder på isen.

Det er Letland et for godt powerplayhold til, at man kan slippe godt fra, og på to overtalsscoringer, kom balterne foran 2-1.

Da så det kritisk ud for danskerne, der ikke kunne få spillet til at fungere fra anden periodes begyndelse.

Men på en scoring af Morten Poulsen ud af det rene ingenting meldte danskerne sig igen ind i kampen, som blev mere og mere fysisk præget.

Danmark sluttede den ordinære kamp i undertal, men på ihærdig fight og stærkt spil af Sebastian Dahm reddede danskerne sig uskadt ind i overtiden

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress