Af Ritzau - 11/11-16 17:18

Tyrkisk guvernør dør efter bombeangrebTyrkisk guvernør dør efter bombeangreb

Politi har en teori om, at en bombe var blevet placeret i en taske i et kontor.

En guvernør i det sydøstlige Tyrkiet, som er overvejende kurdisk, er død efter et bombeangreb, oplyser sikkerhedskilder.

Myndighederne har tilbageholdt 30 personer i forbindelse med efterforskningen af angrebet, som militante kurdere har taget skylden for. Gruppen YPS, der er en ungdomsfløj af Kurdistans Arbejderparti, PKK, siger, at den udførte angrebet.

Det oplyser nyhedsbureauet ANF, som er tæt på den militante kurdiske bevægelse.

Guvernøren i distriktet Derik, Muhammed Fatih Safiturk, var en af tre personer, som blev såret ved angrebet. Han døde på et hospital fredag i byen Gaziantep, hvortil han var blevet overflyttet i helikopter.

Mange af de tilbageholdte er fra den dræbte guvernørs stab, da politiet har en teori om, at bomben var blevet placeret i en taske i hans kontor.

Politisk vold i det sydøstlige Tyrkiet forstærker næsten dagligt spændingerne mellem myndighederne og det kurdiske mindretal.

Det prokurdiske parti, HDP, som er det tredjestørste i parlamentet, beskyldes for at have bånd til PKK, som kæmper for en kurdisk selvstyreregion i sydøst.

Mindst 14 PKK-medlemmer er blevet fundet dræbt efter et tyrkisk militærangreb i provinsen Tunceli, rapporterer et statsligt støttet nyhedsbureau i regionen.

Over 40.000 mennesker er blevet dræbt i konflikten, siden PKK indledte et voldeligt oprør i 1984.

Partiledere fra HDP er blevet anholdt i denne måned på grund af påståede relationer til PKK, der også er opført på USA's og EU's liste over terrororganisationer.

Over 36.000 mennesker er anholdt uden at være stillet for en domstol og omkring 110.000 er afskediget eller suspenderet fra deres arbejde i kølvandet på et militært kupforsøg i landet i juli.

Tyrkiet beskylder den muslimske prædikant Fethullah Gülen , der bor i USA, for at stå bag det mislykkede kupforsøg.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress