01/02-16 23:29

Flygtninges sundhed i spil i kommunal udfordring af lovenFlygtninges sundhed i spil i kommunal udfordring af loven

Kommunerne vil gerne slippe for de obligatoriske lægetjek af flygtninge. Det er en skidt idé, mener forening.

Kommunerne vil gerne undgå det obligatoriske lægetjek af flygtninge, som de for tiden er forpligtet til at gennemføre. Men det vil gå ud over flygtninges sundhed, advarer Dansk Selskab for Indvandrersundhed ifølge Berlingske.

Bliver flygtninge og indvandrere ikke kontrolleret, så vil det øge risikoen for, at både fysiske og psykiske lidelser ikke bliver opdaget og behandlet.

- Allerede nu er der store problemer, og langt fra alle kommuner gennemfører helbredsundersøgelserne, selv om det står i loven. Bliver det frivilligt, er det en sundhedsrisiko for flygtningene og en barriere for integrationen.

- For hvordan skal man sikre, at flygtninge kan komme i job, hvis man ikke ved, om de er raske nok til det?, siger formand for Dansk Selskab for Indvandrersundhed Marie Nørredam til Berlingske.

Flygtninge har ret til et helbredstjek inden for tre måneder efter, at de er kommet til Danmark. Men en gennemgang lavet af Rigsrevisionen sidste år viste, at kun halvdelen fik undersøgt helbredet inden for tidsrammen.

Kommunerne vil nu ifølge et forslag fra Kommunernes Landsforening (KL) have ændret loven, så åbenlyst raske indvandrere ikke skal forbi en læge.

- Med de ressourcer, der er til rådighed, og det pres der er på systemet, ønsker vi at tilbyde undersøgelsen til dem, der har brug for den, og ikke til alle.

- Det handler om at lette regler, som kommunerne oplever som bureaukratiske og rigide, skriver kontorchef i KL Niels Arendt Nielsen til Berlingske i et svar.

Forslaget kommer som en del af en pakke af ændringer, der skal gøre det lettere for kommunerne at modtage og integrere flygtninge og indvandrere. Derfor vil integrationsminister Inger Støjberg (V) gerne kigge på forslaget.

- Jeg synes, det giver mening at kigge på den enkelte flygtning i stedet for bare automatisk at sende alle til lægen. Hvis der kommer en ung, rask fyr til Danmark, så er der jo ikke nogen grund til, at kommunen sender ham til lægen, bare fordi det står i en paragraf, siger hun til Berlingske.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress