Af Ritzau - 12/11-16 13:45

Unge Nye Borgerlige: Vi er de rigtige konservativeUnge Nye Borgerlige: Vi er de rigtige konservative

Nye Borgerliges ungdomsparti vil være Danmarks nye rigtige konservative parti.

I et hjørne af Fredericiahallen sidder en håndfuld velklædte unge mænd i jakkesæt og slips.

De udgør Nye Borgerliges ungdomsafdeling og klapper trofast, når partiformand Pernille Vermund taler fra scenen midt i hallen.

Med krav om asylstop og udtrædelse af flygtningekonventionen er Nye Borgerlige ofte blevet sammenlignet med Dansk Folkeparti.

Men når man spørger de unge i partiet, hvorfor de har meldt sig ind, er svaret: Fordi Nye Borgerlige er det rigtige konservative parti.

- Vi er et konservativt ungdomsparti, siger 21-årige Mikkel Bjørn Sørensen, der nu i halvanden måned har været formand for ungdomspartiet.

Han har tidligere været formand for Det Konservative Folkepartis ungdomsafdeling i Vejle.

- Vi tager den egentlige konservatisme til os, modsat det eksisterende konservative parti.

- De har i årtier ikke repræsenteret konservatismen. Især ikke på EU-politikken og udlændingepolitikken, siger han.

Ungdomspartiets formand betegner sit gamle parti som "et ligegyldigt midtersøgende parti".

- De er EU-positive og afgiver gerne dansk suverænitet til en overstatslig bureaukratisk institution nede i Bruxelles, siger han.

- Og de har været alt for lempelige på udlændingepolitikken, mens vi oplever en omkalfatring af det danske samfund, som risikerer at få kolossale konsekvenser.

- For os handler det om at opruste både udadtil og indadtil kulturelt. Vi skal være stolte af vores land, kultur, historie og traditioner.

For 18-årige Frederik Johannesen, der også er et af knap 100 medlemmer i ungdomspartiet, er værdipolitikken også central:

- Man kunne godt hoppe på DF, men det er ikke min smag. De er for sociale og etablerede. Og så vil de ikke være med på at sænke topskatten, siger han.

22-årige Caroline Mathilde Reitzel var politisk hjemløs, før hun meldte sig ind i Nye Borgerliges ungdomsparti på grund af troen på "Gud, konge og fædreland".

- Det er ikke bare had, vi prædiker. Det er kærligheden til vores fædreland og beskyttelsen af det. Det er det, det hele handler om, siger hun.

Af de omtrent 550 fremmødte partifæller i hallen udgør Caroline Mathilde Reitzel og de øvrige kvinder et mindretal på noget nær 10 procent. Hun har selv et bud på årsagen til den skæve fordeling:

- Jeg tror, det er den konservative værdipolitik blandet med højrefløjsretorik. Det tiltrækker måske mænd lidt mere end kvinder.

- Vi ligger langt ude på højrefløjen – og kvinder tiltrækkes typisk af venstrefløjen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress