05/02-16 15:14

S afventer Løhdes melding om medicintjekS afventer Løhdes melding om medicintjek

Socialdemokrater vil ikke presse medicinpriser som i Norge, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.

Socialdemokratiet spiller ikke ud efter Danske Regioners model om mere kontrol med medicinpriser, før sundhedsminister Sophie Løhde (V) snart fremlægger sin analyse af, hvordan sygehusene klarer de stærkt stigende priser på ny lægemidler.

Det siger Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen. Danske Regioner vil lade et medicinråd vurdere nye lægemidler.

- Vi afventer analysen af aftalen melem regeringen og Danske Regioner fra økonomiaftalen. De barsler med analysen inden to måneder. Den kan give grundlaget for at se alle perspektiver, siger Flemming Møller Mortensen.

Selv om Sophie Løhde vil se "fordomsfrit" på Danske Regioners model, afviser hun at udelukke effektiv medicin på prisen. I valgkampen ville Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) ikke udelukke dyr medicin som i Norge og Storbritannien.

- Fra socialdemokratisk side har vi hele tiden sagt, at vi ikke kan se os i en norsk, engelsk eller rent tysk model. Vi skal gøre brug af det, der fungerer godt i Danmark, siger Flemming Møller Mortensen.

Folketingets sundhedsudvalg besøgte for nylig Norge, som i 30 år har ladet et prioriteringsråd tjekke medicin og har udelukket for dyre lægemidler fra markedet.

Danske læger og sygeplejersker har efterlyst en skarpere kontrol med prisen på ny medicin. Mange sygehuse har fyret personale, fordi de presses på budgettet af nye, bekostelige lægemidler.

- Det er godt, at der er sat en analyse i gang for at finde ud af, hvad vi kan gøre i Danmark for at sikre patienter bedst medicinsk behandling, men vi skal have et øje på, hvordan vi bruger ressourcer i sundhedsvæsenet, siger Flemming Møller Mortensen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress