Af Ritzau - 17/05-16 18:11; Opdateret: 17/05-16 18:39

Kommuner kan ikke vide sig sikre på omprioriteringspengeKommuner kan ikke vide sig sikre på omprioriteringspenge

Finansministeren understreger, at omprioriteringsbidraget i 2017 fortsat er i spil trods folketingsbeslutning.

De 2,4 milliarder kroner, som kommunerne skal spare i 2017 - det såkaldte omprioriteringsbidrag - skal bruges på at "sikre kernevelfærden" i kommunerne. Det har et flertal i Folketinget bestemt.

Men derfor skal kommunerne ikke tro, at de bare får pengene retur. Sådan lyder meldingen fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter et forhandlingsmøde om kommunernes økonomi for næste år.

- Den ene mulighed er, at vi bliver enige med kommunerne om en aftale om, hvad pengene skal bruges til. Men vi kan også have finanslovsforhandlingerne senere på året, hvor vi diskuterer omprioriteringsbidraget, siger Hjort.

Folketinget vedtog tilbage i marts et beslutningsforslag fra DF og Venstre, der betyder, at de 2,4 milliarder, som kommunerne er pålagt at spare i 2017, skal føres tilbage til kernevelfærd i kommunerne.

Kommunernes Landsforening vil helst helt af med omprioriteringsbidraget, som kommunerne mener krænker det kommunale selvstyre.

Men den er regeringen ikke med på.

- Ikke på den måde, at man bare lader som om ingenting er hændt. Det er et forhandlingsspørgsmål, siger Claus Hjort.

KL-formand Martin Damm (V) går til forhandlingerne med et budskab om, at regeringen enten kan give kommunerne flere penge eller bedre muligheder for at styre deres udgifter, for eksempel til handicappede.

Men lytter man til finansministeren, lyder det ikke som om, at flere penge til kommunerne er noget, han har planer om.

- Vi er i en meget presset økonomisk situation. Olieprisen er faldet, og vi mister mange milliarder, siger finansministeren, der betegner forhandlingerne som nogle "indviklede ressourcediskussioner".

Ifølge Martin Damm er forhandlingerne dog slet ikke nået til det rigtig svære endnu.

- Det er ligesom et løg. Vi er startet med skallen, og prøver at blive enige om nogle forskellige faglige ting. Vi er ikke nået til det hardcore økonomi, siger han.

- Der er dog ikke nogen, der er begyndt at græde endnu, supplerer hans medforhandler, KL-næstformand Jacob Bundsgaard (S).

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress