Af Ritzau - 13/10-16 21:50

Rådet for Digital Sikkerhed: Lægers cpr-numre kan misbrugesRådet for Digital Sikkerhed: Lægers cpr-numre kan misbruges

Det bliver svært at finde de forbrydere, som har delt 3100 danske lægers cpr-numre, mener råd.

Dybt bekymrende og skræmmende.

Sådan lyder meldingen fra Rådet for Digital Sikkerhed, efter at 3100 danske lægers cpr-numre ifølge Lægeforeningen er blevet offentliggjort på en amerikanske hjemmeside.

- I yderste konsekvens kan man måske bruge et cpr-nummer fra en læge til at få udleveret medicin eller få adgang til andre patienters data.

- Det er det, vi har himlet op om i årevis: vi må aldrig nogensinde bruge cpr-numre til at identificere personer med som en slags kodeord. Det har det aldrig været beregnet til, siger formand for rådet Rasmus Theede.

Der er ifølge Lægeforeningen tale om lægernes navne og cpr-numre, som "i en kortere periode" har ligget på hjemmesiden, der nu er lukket. Omkring 30 personer haft adgang til oplysningerne inden da.

Lægeforeningen, som har meldt sagen til politiet, mener ikke, at oplysningerne stammer fra dem.

Men det er meget svært at fastslå den slags, understreger Rasmus Theede.

- Jeg har arbejdet med it-sikkerhed på et meget højt plan i over 20 år. Og jeg ville nok være meget forsigtig med at sige det, siger han.

Ifølge formanden kan cpr-numrene også stamme fra eksempelvis apoteker eller lægemiddelproducenter.

- Det tyder på, at det kommer fra en eller anden lægefaglig database, fordi det er ret organiseret, når det er lige præcis læger, det er gået ud over, siger Rasmus Theede.

Selv om politiet kan kigge efter den slags mønstre i sin efterforskning af de lækkede oplysninger, bliver opklaringen alligevel svær, forudser han.

- For det kræver, at man finder ud af, hvor det data ligger henne. Og det er generelt super svært, siger formanden.

Det kan være forbrydere fra hele verden, som står bag, og oplysningerne kan være skaffet af hackere via computere i lande, som Danmark ikke nødvendigvis samarbejder med, forklarer Rasmus Theede.

Oplysningerne kan også være skaffet via internettets undergrund, the dark net, tilføjer han:

- Så kan det være ekstremt vanskeligt at finde ud af, hvor det præcis stammer fra.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress