Af Ritzau - 10/05-16 12:28

Hver anden virksomhed bryder lov om kvinder i ledelsenHver anden virksomhed bryder lov om kvinder i ledelsen

Erhvervs- og vækstminister skal i et samråd forklare, hvorfor virksomheder undgår straf ved at bryde lov.

Selv om Erhvervsstyrelsen vurderer, at hver anden danske virksomhed ikke lever op til loven om at have en virksomhedspolitik omkring flere kvinder i ledelsen, har det sjældent nogle konsekvenser.

Derfor er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) tirsdag blevet kaldt i samråd af ligestillingsudvalget, som vil bede ministeren forklare, hvordan regeringen har til hensigt at sikre, at lovens bestemmelser bliver overholdt.

Han skal også tage stilling til, hvilke konsekvenser, det skal have, hvis virksomhederne fortsat bliver ved med at bryde loven.

- Der er ikke eneste virksomhed, som er blevet retsforfulgt. Der er ikke en eneste virksomhed, der har fået bøder, siger ligestillingsordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Horn Langhoff.

Loven forpligter virksomheder til at sætte et frivilligt måltal for, hvor stor en andel af ledelsesposterne, der skal besættes af det underrepræsenterede køn, og derudover skal virksomhederne også udarbejde en selvstændig politik på området.

Lovgivningen er mild sammenlignet med Norge, hvor der er indført tvungne kvoter for, hvor stor en andel en virksomheds bestyrelse, der skal bestå af kvinder.

Rasmus Horn Langhoff er glad for den milde lov, som den er, den skal bare implementeres bedre.

- Vi har en lov, som er rigtig fornuftig, og som skal sætte gang i, at det skal kunne lade sig gøre for både kvinder og mænd at komme til tops i det private erhvervsliv, og som skal sikre, at vi får en bedre kønsfordeling på bestyrelsesniveau.

- Loven er god, men problemet er bare, at den ikke bliver efterlevet, siger han.

Han mener, at ministeren har al for stor tålmodighed på området.

- Jeg har på fornemmelsen, at ministeren synes, at det her må løse sig selv. Men jeg vil gerne have, at regeringen får fulgt mere grundigt op på, at virksomhederne følger den gældende lov, der er.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress