Af Ritzau - 25/11-16 22:16

Fem magiske minutter sikrer AGF-sejr i lokalbragFem magiske minutter sikrer AGF-sejr i lokalbrag

AGF scorede tre mål på fem minutter, og det var nok til at sikre en 5-1-sejr i udekampen mod AC Horsens.

AC Horsens fejrede Black Friday med at gå i sort fem minutter før pausen af fredagens opgør mod AGF, og det udnyttede gæsterne til at afgøre kampen med tre scoringer. Morten Duncan Rasmussen scorede hattrick i 5-1-sejren.

Det var AGFs første sejr på udebane i mere end fire måneder.

Tingene har ellers ikke fungeret for AGF og Glen Riddersholm i denne sæson, og det fik AGF-direktør Jacob Nielsen til at lange ud efter spillertruppen inden opgøret mod AC Horsens. Ifølge Jacob Nielsen manglede spillerne sult og ærgerrighed for at vende den negative spiral.

Men AGF-spillerne virkede opsatte på at modbevise deres direktør, og efter bare fire minutter var Martin Spelmann tæt på at give gæsterne en drømmestart. Han måtte dog se sit forsøg blive reddet.

Første halvleg blev præget af mange nærkampe, og det lignede længe, at de første 45 minutter skulle ende målløse. Men kort før pausen gjorde AGF den tanke til skamme.

Björn Daníel Sverrisson startede festen, og bare få minutter senere udbyggede Morten Duncan Rasmussen føringen til 2-0.

AC Horsens havde knap nået at give bolden op, inden bolden igen lå i netmaskerne. Denne gang var det Mustafa Aminis tur til at komme på måltavlen. Tre mål på fem minutter, og så var den kamp afgjort.

AGF fortsatte med at dominere efter pausen, og det udnyttede Morten Duncan Rasmussen til at blive dobbelt målscorer. Kjartan Finnbogason fik lov at reducere med 20 minutter tilbage af opgøret, inden Duncan gjorde det til slutresultatet 5-1 med sit tredje mål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress