Af Ritzau - 04/10-16 22:24; Opdateret: 04/10-16 23:25

Ekspert: Google vil samle data om dig med ny smartphoneEkspert: Google vil samle data om dig med ny smartphone

Googles nye smartphone bliver en direkte konkurrent til Apples iPhone 7, mener teknologiekspert.

storybild

Google har på et pressemøde tirsdag præsenteret en ny smartphone - en såkaldt "Pixel". Den nye telefon adskiller sig fra andre smartphones ved at udvide telefonens søgeunivers. (Billede: Scanpix/Ramin Talaie)

Man bliver nødt til at sælge ud af sit privatliv, hvis man skal bruge Googles nye smartphone fuldt ud.

Sådan lyder vurderingen fra teknologiekspert Lars Ladingkær, der er chefredaktør for specialmediet recordere.dk, efter at teknologifirmaet Google har præsenteret deres nye smartphone, Pixel.

Den nye telefon adskiller sig fra andre telefoner ved at udvide telefonens søgeunivers, så det bliver mere personligt.

Det nye søgeunivers minder om Apples assistentfunktion Siri, men Google tager skridtet videre.

- Det kan de, fordi de har deres enorme søgemaskine bagved, siger Lars Ladingkær.

Under navnet Google Assistant kan telefonen hjælpe brugerne med hurtigt at navigere i telefonens funktioner. Men ifølge den danske redaktør skal Google vide en masse om brugeren, for at tjenesten fungerer.

Telefonen vil blandt andet indsamle oplysninger om, hvilke butikker man handler i, og hvilke restauranter man godt kan lide.

Det giver Google et enormt stort arkiv over verdens befolkning, hvis der er nok, der køber telefonen, mener Lars Ladingkær.

- Det er oplysninger, der kan vendes mod brugeren, hvis de bliver misbrugt. Men bliver de ikke det, er det et smart system at have ved hånden, siger han.

Foruden det udvidede søgeunivers følger der ubegrænset plads til at gemme billeder og videoer på Googles online servere med smartphonen. En funktion man også kender fra Apples cloud-tjeneste.

De to elementer og telefonens design udgør tilsammen en direkte trussel for Apples salg af den nye iPhone 7, vurderer redaktøren.

Han spår, at Googles nye smartphone kommer til at tage en luns af Apples nuværende markedsandel.

- Denne her smartphone kommer til at konkurrere direkte mod iPhone 7. Den blev slet ikke modtaget lige så godt, lyder det.

Den nye smartphone vil komme til at koste nogenlunde det samme som den seneste iPhone 7.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress