19/01-16 19:59

Polsk leder: Vi fortjener ikke at blive undersøgt af EUPolsk leder: Vi fortjener ikke at blive undersøgt af EU

Historien har lært os, at polske problemer skal løses i Polen, siger landets premierminister under EU-debat.

Polen fortjener ikke at blive underkastet den kontrol af sit demokratiske system, som EU-Kommissionen lancerede i sidste uge for at afgøre, om den nye polske regering lever op til alle demokratiske standarder.

Det siger Polens premierminister, Beata Szydlo, tirsdag i Europaparlamentet i Strasbourg under en debat om EU-Kommissionens undersøgelse, der er den første af sin slags mod et EU-land.

- Jeg synes ikke, at Polen fortjener at blive overvåget af kommissionen. Menneskerettighederne bliver ikke overtrådt i Polen, retssamfundets principper bliver ikke overtrådt i Polen, siger Beata Szydlo.

Hun siger, at Polen er en suveræn stat, der værdsætter sin frihed, fordi polakkerne har betalt en højpris for den.

- Vores historie har lært os, at vores polske problemer skal diskuteres og løses i Polen. For når andre har forsøgt at løse vores problemer for os, har det været katastrofalt, siger hun.

EU-Kommissionens undersøgelse vil fokusere på ændringer i Polens medielov, der giver staten større kontrol med medierne, og på tiltag, der beskyldes for at svække forfatningsdomstolens uafhængighed.

Men den nye nationalkonservative regering, der kom til magten ved valget i oktober, handler i fuld overensstemmelse med polsk lovgivning og EU-traktaterne, understreger den polske premierminister.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress