Af Ritzau - 29/05-16 19:00

Randers FC sørgede for flot Colin Todd-farvelRanders FC sørgede for flot Colin Todd-farvel

Mikael Ishak og Viktor Lundberg stod for målene, da Randers gav Colin Todd en sejr i afskedsgave.

Colin Todd fik den perfekte afsked, da han i sin sidste kamp for Randers FC kunne se sit hold slå Esbjerg med 3-1.

I Randers var tilskuerne mødt talstærkt op for at tage afsked med den karismatiske træner, der har stået i spidsen for klubben i to omgange, men efter fire sæsoner i denne omgang er det altså slut.

Egentlig var det kun i Esbjerg-afsnittet, at der kunne spores tomme sæder, og det betød sæsonrekord med hele 8541 tilskuere.

Spillerne virkede opsatte på at sende træneren godt videre, og allerede efter syv minutter bragte hjemmeholdet sig i front. Viktor Lundberg fandt Mikael Ishak i feltet og fra kort afstand sendte han læderet i nettet til 1-0.

Inden da havde hjemmeholdet allerede spillet sig frem til et par mindre tilbud.

Midtvejs i første halvleg kunne Lundberg så selv komme på måltavlen, da han kom før en fremadstormende Esbjerg-keeper og elegant lobbede bolden i nettet til 2-0.

I første halvlegs døende minutter blev det også 3-0, da Mikael Ishak fik en friløber, og han svigtede ikke i duellen med Jeppe Højbjerg, selv om keeperen fik handskerne på afslutningen.

Esbjerg lignede et hold i opløsning, men kort efter Randers-scoringen reducerede Mark Christensen til 1-3. Han modtog en tværaflevering i feltet og sendte bolden ind ved den nærmeste stolpe.

Anden halvleg var en mere tam affære, hvor Randers fortsat sad på spillet og kom frem til et par halve chancer. Men mere blev der ikke scoret i Colin Todds afskedskamp.

Randers FC ender sæsonen på sjettepladsen, mens Esbjerg blev nummer 11.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress