Af Ritzau - 13/09-16 22:00; Opdateret: 13/09-16 23:41

Dansk dressurkvinde vinder sølv ved para-OLDansk dressurkvinde vinder sølv ved para-OL

Susanne Sunesen sikrede tirsdag Danmark den tredje medalje ved OL for handicappede atleter i Rio de Janeiro.

Dressurrytteren Susanne Sunesen vandt tirsdag sølv ved de paralympiske lege i det individuelle program i mesterskabsklassen i grad 3-klassen.

Dermed er Danmarks tredje medalje ved para-OL indtil videre i hus.

- Jeg er virkelig glad og lettet. Jeg fik det bare til at fungere inde på banen, og at det så resulterer i en sølvmedalje, det er bare super dejligt. Og selvfølgelig skal jeg sove med medaljen – det skal man da, siger Sunesen i en pressemeddelelse.

På hesten Que Faire sikrede den danske ekvipage et resultat på 72,171 procent i det individuelle program, og det kunne kun nordmanden Ann Cathrin Lubbe gøre bedre.

Hun tog guld med 72,878 procent. Bronzen havnede også på nordiske hænder hos Louise Etzner Jakobsson fra Sverige.

Også feltets anden dansker, Annika Lykke Dalskov Risum, var ret tæt på at sikre sig en medalje.

Hun red et flot program og sluttede som nummer fem med 70,122 procent. Det var samme score som hollandske Sanne Voets, men hollænderen fik fjerdepladsen grundet bedre kollektive bemærkninger fra dommerne.

Danmark har også mulighed for medalje i holdkonkurrencen, hvor man foreløbig indtager femtepladsen.

- De andre nationer er utrolig stærke, men vi ligger okay. Det er klart, at vi skal ud og kæmpe for medaljerne i holdkonkurrencen også, siger Susanne Sunesen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress