Af Ritzau - 18/10-16 10:44

Merkel får besøg af Putin for at drøfte Minsk-aftaleMerkel får besøg af Putin for at drøfte Minsk-aftale

For første gang siden Ukraine-krisens begyndelse skal Merkel være vært for Putin i Berlin.

Forbundskansler Angela Merkel, præsident François Hollande, præsident Vladimir Putin og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, mødes onsdag i Berlin.

De skal tale om implementeringen af Minsk-aftalen og yderligere skridt. Det siger den tyske regeringstalsmand Steffen Seibert.

Det er første gang siden Ukraine-krisens begyndelse, at Merkel er vært for Putin i Berlin.

Minsk-aftalen blev indgået 12. februar 2015 mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig.

Landene bliver kaldt Normandiet-kvartetten, fordi den mødtes første gang i Normandiet i juni 2014. Det var i forbindelse med markeringen af 70-året fra D-dag i Normandiet.

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, og hans franske kollega, Jean-Marc Ayrault, har sagt, at en våbenhvile nu vil bane vej for implementering af Minsk-aftalen.

Fra Ukraine lyder det, der ikke kan holdes valg, før sikkerheden er bragt i orden.

Situationen spidsede til, da Rusland i august beskyldte ukrainske styrker for at planlægge angreb på halvøen Krim.

Rusland annekterede Krim i foråret 2014. EU og USA har fordømt russernes handling.

Annekteringen skete som direkte konsekvens af magtskiftet i Ukraine. I 2014 tog den prorussiske præsident Viktor Janukovitj flugten under en opstand i hovedstaden.

Han blev efterfulgt af Petro Porosjenko, som kæmper for at knytte tættere bånd til EU og til Nato.

Mange i det østlige Ukraine taler kun russisk. De føler et større kulturelt slægtskab med russerne end med Kijev i vest. Men ifølge meningsmålinger ønsker et stort flertal ikke at blive del af Rusland.

Konflikten i Ukraine har kostet over 9600 mennesker livet siden 2014.

/ritzau/AFPO

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress