Af Ritzau - 13/09-16 18:07

Politiet sigter 14 for snyd med uddannelse til vagtfolkPolitiet sigter 14 for snyd med uddannelse til vagtfolk

Kommende vagtfolk skal bestå en uddannelse. Men nogle prøver tilsyneladende at undgå skolebænken.

En række personer har tilsyneladende prøvet at skaffe sig ansættelse som vagtfolk uden at bruge tid på at bestå den krævede uddannelse.

Københavns Vestegns Politi har sigtet 14 personer for dokumentfalsk, fordi de har indsendt falske uddannelsesbeviser.

Det oplyser centerchef Pernille Brinch fra politiets Administrativt Center Øst, som behandler ansøgninger fra kommende vagtfolk fra Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

- Vi har registreret, at der var uoverensstemmelse mellem uddannelsesbeviserne og oplysningerne fra de pågældende skoler om, at de har gået der, siger Pernille Brinch.

- Vi har overdraget en række sager til efterforskning hos Københavns Vestegns Politi for at se, om der er tale om dokumentfalsk, og jeg har fået oplyst, at der er rejst sigtelse i 14 sager, siger hun.

Centret behandler ansøgningerne fra kommende vagtfolk og undersøger blandt andet, om der er kriminalitet, som er til hinder for, at ansøgeren kan godkendes som vagt. Men det er også centrets opgave at undersøge, om der er bevis for bestået kursus.

I alt er 16 sager blevet overdraget til Københavns Vestegns Politi, der foreløbig har sigtet 14 personer. Pernille Brinch regner med, at der kommer flere sager.

- Vi er i gang med at gennemgå alle de sager, vi har haft, siden centret åbnede i oktober 2014, for at se om det er noget, der har stået på længe, eller om det er noget, der er begyndt for nylig, siger Pernille Brinch.

De sigtede kommer forskellige steder fra, og der er ifølge centerchefen ikke bestemte vagtfirmaer i søgelyset.

- Jeg har ikke informationer om, at sagerne skulle hænge sammen, men det er et stort antal inden for den samme branche. Derfor gennemgår vi nu alle de sager, vi har behandlet, siger hun.

Ud over at inddrage de tilladelser, der er udstedt på et forkert grundlag, og ud over gennemgangen af gamle sager har centret forstærket dialogen med de skoler, der uddanner de kommende vagtfolk.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress